Digitaliseringschef til Københavns Ejendomme – til at sikre stabil drift, skabe retning, styrke vores data og udvikle vores digitale fundament
Københavns Kommune
Vil du lede en digitaliseringsenhed med stor betydning for Københavns Ejendomme?
Har du flere års ledelseserfaring, solid indsigt i digitalisering og indgående kendskab til Københavns Kommune?
Så er du måske vores nye digitaliseringschef.
I Københavns Ejendomme (KEJD) skal vi styrke sammenhængen mellem systemer, data og processer. Vi søger en chef, der kan skabe struktur, klare prioriteringer og et solidt fundament for både drift og udvikling.
En central rolle med ansvar for drift, data og udvikling
Du får ansvaret for digitaliseringsenheden i Center for Forretningsudvikling og Ledelse. Enheden har 30 medarbejdere, herunder en teamleder og to koordinatorer, du får dermed både direkte personaleansvar og ansvar for at lede gennem teamlederen.
Enheden varetager blandt andet systemejerskab, IT-anskaffelser, indsamling og udstilling af ejendomsdata, proceskortlægning og udvikling af digitale løsninger. Efterspørgslen fra KEJD er stor. Derfor skal du skabe tydelige roller og ansvar, sikre realistiske prioriteringer og styrke samarbejdet med forretningen. I 2027 har vi særligt fokus på compliance på IT-området, datakvalitet, vedligeholdelse og udvikling af ejendomsdata samt bedre brug af data i den daglige opgaveløsning.
Dine vigtigste opgaver
skabe struktur og governance med klare roller, ansvar, processer og beslutningsveje på tværs af enheden
sikre stabil systemdrift og professionel systemforvaltning og compliance på IT-området
sætte retning for ejendomsdata med fokus på datakvalitet, dataansvar, datagovernance og bedre anvendelse af data i forretningen
prioritere opgaver og ressourcer, så der er balance mellem drift, compliance og udvikling, og så indsatserne skaber værdi for KEJD
styrke samarbejdet med KEJD's faglige centre, være i løbende dialog med forretningen og Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningens digitaliseringsenhed ift. løsninger og behov
bidrage til tværgående initiativer om digitalisering, data og AI i Københavns Kommune samt til forretningsudvikling og effektiviseringsindsatser i KEJD.
Du skal samtidig udvikle en tydelig ledelses- og opgavestruktur mellem dig, teamleder, koordinator og medarbejderne, samt arbejde aktivt for et godt arbejdsmiljø, hvor vi værner om både det faglige og sociale fællesskab i enheden. Du skal kunne gå ind i faglige prioriteringer uden selv at være specialist på alle områder.
En del af et center med ambitioner for hele KEJD
Digitaliseringsenheden er en selvstændig enhed i Center for Forretningsudvikling og Ledelse, som består af fire enheder og ca. 70 medarbejdere. Centret har en central rolle i at udvikle og understøtte 'Ét KEJD', blandt andet gennem digitalisering, procesoptimering, organisationsudvikling og effektivisering. Du skal arbejde tæt sammen med centrets øvrige enheder om tværgående forretningsudvikling. Du refererer direkte til centerchefen og indgår i centrets chefgruppe, hvor I sammen bidrager til udviklingen af centret og KEJD.
Hvem er du?
Vi søger en erfaren personaleleder, der kan skabe retning og resultater i en faglig bred enhed. Du har digital forståelse, organisatorisk gennemslagskraft, stærke kommunikationsevner og kan træffe beslutninger, når opgaver og hensyn konkurrerer. Du behøver ikke være teknisk specialist, men skal kunne udfordre og prioritere kvalificeret. Vi lægger særligt vægt på, at du
har flere års dokumenteret erfaring med personaleledelse
kan skabe struktur, prioritere ressourcer og sikre sammenhæng mellem drift og udvikling
har stærke samarbejdsevner, strategisk blik og evne til at omsætte forretningens behov til handling
har solid erfaring med digitaliseringsområdet, herunder IT-systemer, IT-anskaffelser og IT-projektledelse, data, systemforvaltning og governance
har forståelse for informationssikkerhed og compliance og kan omsætte krav til praksis
har erfaring med kontrakt- og leverandørstyring
gerne har kendskab til Københavns Kommune, dens organisering og beslutningsprocesser samt erfaring med at være en del af en politisk ledet organisation
har kendskab til ejendomsområdet herunder bygge- og anlægsbranchen.
Du har en relevant akademisk videregående uddannelse. Som leder er du tydelig, beslutningsdygtig og samarbejdsorienteret og giver plads til medarbejdernes faglighed. Du er empatisk, tilgængelig og involverende i din tilgang og har fokus på at styrke trivslen i enheden og skabe et godt arbejdsmiljø.
Vi tilbyder
Du får et selvstændigt ledelsesrum, en kompetent medarbejdergruppe og mulighed for at sætte retning for en strategisk vigtig dagsorden. Du bliver en del af en chefgruppe med fokus på samarbejde og fælles resultater og et fagligt stærkt, uformelt arbejdsmiljø med gode muligheder for sparring og udvikling.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fastansættelse på fuld tid. Vi ønsker at besætte stillingen senest den 1. februar 2027. Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation afhængigt af dine kvalifikationer.
Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte centerchef Sidsel Kjær Scheibel på 23 24 39 10.
Søg via linket senest fredag den 27. november 2026
Vi forventer at afholde samtaler i ugerne 49 og 50. Ansættelsesforløbet vil indeholde ledelsestest.
Københavns Ejendomme
Københavns Ejendomme har ansvaret for Københavns Kommunes ejendomsportefølje. Vores ca. 1.800 medarbejdere arbejder hver dag for en serviceorienteret ejendomsadministration og vedligeholdelse af kommunens mere end 2,6 mio. m². Gennem effektiv ejendomsservice, drift og vedligehold frigør vi ressourcer til, at vores 58.000 kolleger i Københavns Kommune kan skabe en bedre hverdag for københavnerne. Alt det gør vi ud fra bedste aktuel viden og i tæt samspil med kunder, leverandører og samarbejdspartnere ud fra devisen: Det skal være nemt, effektivt og bæredygtigt. Du kan læse mere om os på www.kobenhavnsejendomme.kk.dk.
Arbejdstid: Fuldtid
Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.