Erfaren softwareudvikler til forsyningskritisk integrationsplatform
Energinet
Vil du være med til at udvikle en helt ny kodebase til en forsyningskritisk integrationsplatform, der håndterer store datamængder i nær-realtid? Her får du mulighed for at arbejde med bl.a. Kafka og Kubernetes og sætte dit tekniske aftryk på en løsning, der spiller en vigtig rolle i driften og udviklingen af det danske elsystem.
Sammen med dine kollegaer er du med til at designe, udvikle og teste softwareløsninger, der gør det muligt for Energinet at håndtere data fra forskellige kilder og formater på tværs af sikkerhedszoner.
Du bliver en del af et nyetableret team
På kontoret i Fredericia bliver du en del af det team som hedder ”Integration Platforms”. Teamet arbejder tæt sammen med andre teams inden for integrationer og dataudveksling i Energinet. Vi samarbejder også med kolleger inden for bl.a. data governance og driftsprocesser, og interesserer du dig for de områder, får du mulighed for at bidrage både som udvikler og sparringspartner.
Teamet er en del af Data & Analytics, hvor vi samlet er ca. 80 kolleger. Vi har gode muligheder for hjemmearbejde, men prioriterer samtidig samarbejde, videndeling og det sociale fællesskab på kontoret.
En ny kodebase – på et godt fundament
Vi bygger på en helt ny kodebase med en softwarearkitektur og en række krav, der allerede er defineret. Det betyder, at du kommer ind på et stærkt fundament, men samtidig får gode muligheder for at påvirke, hvordan vi løser opgaverne, og hvordan platformen udvikler sig.
Sammen med teamet bygger og driver du en integrationsplatform, der ligger tæt på hjertet af det danske elsystem. Platformen skal sikre effektiv og sikker udveksling af store datamængder i nær-realtid og på tværs af sikkerhedszoner.
Vi arbejder med moderne teknologier og prioriterer, at der også er tid til at tilegne sig ny viden, sparre med hinanden og afprøve nye løsninger undervejs.
Vi søger en erfaren udvikler
Vi forestiller os, at du har mindst 5 års erfaring som softwareudvikler og interesse for at arbejde i et agilt setup, hvor vi anvender Scrum. Du er god til at sætte dig ind i nye teknologier og problemstillinger, og du trives i et team, hvor man både lærer af hinanden og deler sin egen viden og erfaring.
Du har erfaring med flere af de teknologier og principper, som platformen bygger på. Særligt Kafka, Kubernetes, Helm, CI/CD og Infrastructure as Code (IaC) er relevante, og derudover er det en fordel, hvis du kender til nogle af følgende:
Strimzi og MirrorMaker2
Azure DevOps
SeaWeedFS
Grafana, herunder Loki og Alloy
Prometheus
C#
agile processer
Som person er du nysgerrig, fagligt engageret og tager ansvar for både dine egne opgaver og teamets fælles løsninger. Du trives med sparring og videndeling og bidrager gerne med dine perspektiver, når vi sammen finder den bedste vej frem.
Vil du være med til at gøre en forskel sammen med os?
Så ser vi frem til at modtage din ansøgning og dit CV senest den 25. november. Vi afholder 1. samtaler løbende og 2. samtaler på vores kontor i Fredericia den 7. og 8. december.
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Henrik Søndergaard på telefon: +45 2329 4772.
Særlige forhold: Da Energinet løser samfundskritiske opgaver, udfører vi baggrundstjek forud for ansættelsen. Det er en forudsætning for ansættelse, at dit baggrundstjek er foreneligt med ansættelse i Energinet. Baggrundstjekket gennemføres desuden én gang årligt.
Jobbet kræver desuden, at du kan opnå og opretholde sikkerhedsgodkendelse. På PET's hjemmeside kan du læse mere om sikkerhedsgodkendelse.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle kvalificerede, uanset baggrund, til at søge jobbet. Vi arbejder aktivt og målrettet med mangfoldighed i Energinet og opfordrer dig derfor til at udelade billede, oplysninger om alder, civilstand og lignende, for at minimere ubevidste biases i processen. Du kan læse mere om vores mangfoldighedspolitik her.
Du bliver en del af Tech & Innovation, der understøtter hele Energinet inden for innovation, digitalisering, IT-udvikling og -drift. Som strategisk partner arbejder vi på tværs af hele Energinet for at levere innovation og teknologiske løsninger, der støtter Energinets kerneopgave med at forsyne samfundet med el og gas. Tech og Innovation er organiseret efter agile principper, hvor teams samarbejder effektivt for at skabe de mest effektive løsninger for Energinet.
Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.