Se alle job

ISS søger en erfaren køkkenchef til vores team i Lyngby

ISS

Ansøgningsfrist: 7. december 2026

Brænder du for god mad, gode råvarer og nærværende ledelse? Og motiveres du af at skabe en hverdag, hvor både gæster og medarbejdere mærker kvaliteten? Så er du måske vores nye køkkenchef til en spændende personalekantine i Lyngby.

Et køkken med kvalitet og faglighed i centrum

Som køkkenchef får du ansvaret for et dygtigt køkkenteam på ca. 15 medarbejdere, herunder en souschef, som refererer direkte til dig. Hver dag byder vi omkring 600 spisende gæster velkommen i kantinen, og derudover driver vi en mindre café og står for mødeforplejning på kundelokationen.

Hos os møder gæsterne et moderne foodkoncept med tre forskellige stationer Go Green, Comfort Food og The Deli. Vi serverer velsmagende, portionsanrettede måltider med fokus på gode råvarer, høj kvalitet og indbydende præsentation. Her får du mulighed for at bringe din gastronomiske faglighed og kreativitet i spil og sammen med dit team skabe måltider, som gæsterne glæder sig til.

Når gæsterne kommer til frokost, er du med helt tæt på. Sammen med dit team anretter og præsenterer du måltiderne foran gæsterne og sikrer, at både maden og mødet med jer bliver en god serviceoplevelse. Samtidig arbejder vi med respekt for råvarerne og har fokus på bæredygtighed og reduktion af madspild.

Rollen indebærer også en administrativ del, hvor du har ansvar for planlægning og koordinering af den daglige drift. Det omfatter blandt andet varebestilling, budgetstyring, rapportering og lønadministration. Du skal derfor trives i en hverdag, hvor du både er tæt på teamet og gæsterne og samtidig sikrer den administrative opfølgning.

Du bliver samtidig en del af et større ISS-team på lokationen, hvor køkken, reception, floorhosts, rengøring og handyman arbejder tæt sammen på tværs. Vi hjælper hinanden og har et fælles mål om at skabe gode serviceoplevelser for kunden og husets gæster.

Du sætter retningen for køkkenet

Som køkkenchef går du forrest og skaber rammerne for et køkken, hvor medarbejderne trives, udvikler sig og lykkes sammen. Du sætter en tydelig retning for både kvalitet, service og den daglige drift.

Dine opgaver bliver blandt andet at:

Sætte retning for teamet gennem nærværende ledelse og have fokus på trivsel og udvikling

Sikre høj gastronomisk kvalitet og en god gæsteoplevelse hver dag

Planlægge menuer og anretning med fokus på sæson, kvalitet og gode råvarer

Drive og udvikling af køkkenet, caféen og mødeforplejningen

Sikre en stabil og effektiv daglig drift

Varetage administrative opgaver, herunder følge op på råvareforbrug, økonomi, madspild og relevante nøgletal

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du er uddannet kok og har en stærk gastronomisk baggrund fra kantine-, hotel- eller restaurationsbranchen. Du har samtidig flere års erfaring med ledelse, eksempelvis som souschef eller køkkenchef, og trives med at gå forrest og skabe gode resultater sammen med dit team.

Derudover forestiller vi os, at du:

Er en tydelig og nærværende leder, der følger op og skaber gode rammer og retning for teamet

Har en stærk faglighed og høje ambitioner for kvalitet og gode råvarer

Brænder for gastronomi og bringer nye idéer i spil

Har en god administrativ forståelse og et stærkt blik for økonomi og drift

Er serviceminded og trives med tæt kontakt til både gæster og kunde

Bevarer overblikket og den gode energi, også når der er travlt

Ser samarbejde på tværs af lokationen som en naturlig del af hverdagen

Bliv en del af ISS

Hos ISS bliver du en del af et stort gastronomisk netværk med dygtige kolleger, der deler din passion for gode råvarer, kvalitet og velsmagende mad. Du får samtidig frihed til at bringe din faglighed og dine idéer i spil og være med til at udvikle både køkkenet, konceptet og gæsteoplevelsen.

Stillingen er på 37 timer om ugen, mandag til fredag. Der kan forekomme enkelte aftenarrangementer.

Arbejdsstedet er Lyngby, og vi ønsker tiltrædelse hurtigst muligt.

Ansøgning

Lyder det som noget for dig? Send din ansøgning og CV via linket nedenfor senest 7. december 2026

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Area Manager Carsten Berner Hansen på mail carsten.berner.hansen@dk.issworld.com eller telefonnr. 25 72 10 12

Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.