Rengøringsassistent søges til botilbud Ungdomshjemmet for borgere med døvblindhed
Region Nordjylland
Fast stilling på 28 timer. Hverdagsarbejde med fri hver weekend og på helligdage
Vi på Ungdomshjemmet søger en rengøringsassistent, der har lyst til at blive en vigtig del af hverdagen i et hus med høj faglighed, stærkt fællesskab og plads til både humor og alvor.
Et arbejde med både praktiske opgaver og tæt kontakt til borgere
Det er vigtigt at vide, at dette ikke er et traditionelt rengøringsjob. Hver morgen hjælper du unge og voksne godt i gang med dagen, og du bliver en synlig og vigtig person i huset. Derfor søger vi en kollega, der trives med menneskelig kontakt og har lyst til at være tæt på de unges og voksnes hverdag.
Du behøver ikke have erfaring med døvblindhed!
De fleste af os startede uden kendskab til døvblindhed eller de unikke kommunikationsformer, vi bruger. Det vigtigste er din nysgerrighed og lyst til at lære undervejs. Vi sørger for grundig introduktion, følvagter og løbende sparring, så du bliver tryg i opgaven.
En vigtig rolle i morgenstunden og resten af dagen
Arbejdsdagen starter kl. 07.00, hvor du hjælper en ung voksen med morgenrutiner frem til ca. kl. 09.00. Her er du en vigtig og tryg støtte i starten på dagen.
Derefter varetager du selvstændigt husets service- og rengøringsopgaver, bl.a.:
Rengøring af fællesarealer og borgernes værelser
Bestilling af varer samt orden i depot og lager
Planlægning og prioritering af dine egne opgaver
Samarbejde med kolleger på tværs af faggrupper.
Ved ferie og sygdom i køkkenet hjælper du med madlavning og overtager køkkenopgaverne den pågældende dag.
Vi søger en kollega, der
Trives med daglig kontakt til mennesker og kan indgå roligt og respektfuldt i deres hverdag
Har lyst til at hjælpe de unge og voksne med morgenrutiner som en naturlig del af jobbet
Er selvstændig, ansvarsbevidst og god til at skabe struktur i dine opgaver
Kan bevare overblik og ro i en hverdag, hvor behovene kan variere
Er engageret og indstillet på, at hverdagen på et botilbud kan være uforudsigelig
Har erfaring med eller interesse for rengøring, madlavning, service og praktiske opgaver
Har lyst til at indgå i et tæt og velfungerende samarbejde med kolleger.
Vi tilbyder
Fast stilling på 28 timer om ugen
Arbejdstid på hverdage fra kl. 07.00 – 15.00
Fri hver weekend og på helligdage
Stor frihed under ansvar og mulighed for selv at planlægge din arbejdsdag
Grundig oplæring og følvagter
Et stærkt kollegialt fællesskab på tværs af faggrupper
Løbende sparring og støtte fra erfarne kolleger
Mulighed for kurser og kompetenceudvikling
Samarbejde med kolleger på tværs af tilbud ved fælles aktiviteter og arrangementer
Humor, hjælpsomhed og et godt grin i hverdagen.
Om Ungdomshjemmet
På Ungdomshjemmet bor 13 unge og voksne med medfødt døvblindhed i kombination med yderligere fysiske og psykiske udviklingshandicap, som har brug for støtte i hverdagen. Vi arbejder tæt sammen om at skabe trygge rammer, gode relationer og en hverdag, der fungerer – både for de unge og voksne og for os, der arbejder her.
Vi tror på, at gode relationer, høj faglighed og et stærkt fællesskab er med til at skabe et godt liv for borgerne og en god arbejdsplads for medarbejderne.
Bo- og aflastningstilbud Ungdomshjemmet ligger i Tilbud for Børn og Voksne med Døvblindhed og Høretab sammen med botilbud Bøgehuset, botilbud Planethuset, Aktivitets- og samværstilbuddet samt Behandlingsafdelingen. Vi er en del af Området for Kommunikation og Specialpædagogik i Specialsektoren, Region Nordjylland.
Læs mere om os på hjemmesiden: Tilbud for Børn og Voksne med Døvblindhed om Høretab
Og kig indenfor i hverdagen i vores Tilbud for Børn og Voksne med Døvblindhed og Høretab på:
Facebook: Døvblindhed og høretab, Specialsektoren, Region Nordjylland | Facebook
Instagram: Instagram
Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst for rengøringsassistenter mfl. indgået med 3F.
Ansøgningsfrist: den 26. november 2026
Samtaler: den 30. november 2026
Tiltrædelse: den 1. januar 2027 eller snarest derefter
Hvis du vil vide mere…
…er du velkommen til at kontakte afdelingsleder, Malene Rask Pedersen på mail malene.rask@rn.dk.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.