Se alle job

Pædagoger til vores multikulturelle børnehuse i Randers Kommune

Randers Kommune

Brænder du for relationer, leg og mangfoldige fællesskaber? Er humor og børns leg en naturlig del af din pædagogiske tilgang? Kan du se dig selv sidde i sandkassen, fordybet i legen og tæt på børnene? Har du hjerte for mangfoldighed og lyst til at være med til at skabe stærke børnefællesskaber? Så er det måske dig, vi leder efter! Børnehuset Lindehuset og Børnehuset Elmehaven i Dagtilbud Midt søger engagerede pædagoger med tiltrædelse pr. 1. februar 2027 eller snarest derefter. Hos os bliver du en del af et fagligt og mangfoldigt fællesskab, hvor børn og familier kommer med forskellige kulturelle baggrunde og livsvilkår. Vi ser forskellighed som en styrke og arbejder hver dag for at skabe trygge, udviklende og inkluderende miljøer, hvor alle børn oplever at høre til. De ledige stillinger er fordelt således Børnehuset Lindehuset - børnehaveafdelingen, 37 timer pr. uge Børnehuset Elmehaven - børneafdelingen og vuggestueafdelingen, 37 timer pr. uge Børnehuset Lindehuset er en integreret institution og er normeret til 26 vuggestuebørn og 43 børnehavebørn. Institutionen er beliggende i Randers C i gåafstand til både midtbyen og flere parker. Desuden har vi foruden en dejlig legeplads også en naturskøn park tilknyttet institutionen. Vi prioriterer arbejdet i mindre grupper højt - både på egen stue, men også på tværs af stuerne. Dette også for at sikre den gode overgang for de børn, som skal fra vuggestue til børnehave. Vi er optaget af at løfte i flok og igangsætte relevante pædagogiske indsatser, der alle understøtter det gode børneliv. Børnehuset Elmehaven er normeret til 50 vuggestuebørn og 100 børnehavebørn. Børnehuset Elmehaven er nystartet som integreret institution siden januar 2024, derfor får du mulighed for at bidrage til vores kultur opbygning i et 0-6 års perspektiv. Børnehuset Elmehaven har en musik- og bevægelse profil, som vi er i gang med at indarbejde i vores hverdag. Vi arbejder i to teams med henholdsvis 2 vuggestuegrupper og 2 børnehavegrupper i hvert team. Vi arbejder på tværs både i eget team, men også på tværs af de to teams, hvilket du skal kunne se dig ind i. Vi er en del af Dagtilbud Midt, som består af otte daginstitutioner, dagplejen, specialbørnehaven Lucernevej samt fritidshjem og junior- og ungdomsklub. I Dagtilbud Midt møder du børn og familier med mange forskellige kulturer, livserfaringer og opvækstvilkår. Vi har mange børn og familier i udsatte positioner, og vi arbejder målrettet for at skabe trygge, inkluderende fællesskaber, hvor alle børn får mulighed for at trives, udvikle sig og opleve sig som en værdifuld del af fællesskabet. Du vil også skulle indgå i samarbejde med andre faggrupper, samt deltage i diverse netværksmøder. Vi har et særligt fokus på at bruge vores omsorgsfulde jeg i mødet med børn, forældre og kollegaer. Vi tror på, at vores relationelle tilgang er afgørende for at skabe gode udviklingsmuligheder for børnene. Som ny medarbejder bliver du introduceret til NPRP, så vi sammen får et fælles fagligt fundament og arbejder ud fra samme udgangspunkt i vores pædagogiske praksis. I Dagtilbud Midt bygger vores menneskesyn på tillid, og vi tror på det bedste i andre mennesker. Vi møder hinanden med nysgerrighed og er optagede af at forstå forskellige perspektiver – både børnenes, forældrenes og vores samarbejdspartneres. Vi har høje forventninger til hinanden, fordi vi tror på, at mennesker udvikler sig, når de bliver mødt med tillid, ansvar og positive forventninger. Som medarbejder hos os bliver du en del af en kultur, hvor vi støtter hinanden i at lære, udvikle os og blive endnu dygtigere sammen. Vi arbejder med en differentieret tilgang til læring, hvor vores pædagogiske didaktik tager udgangspunkt i børnenes udvikling, behov og interesser. Vores daglige praksis er funderet i Neuropsykologisk Relations Pædagogik (NPRP) og ICDP, ligesom anerkendelse og et stærkt ressourcesyn er en naturlig del af vores hverdag. Hos os får du mulighed for at være med til at skabe et trygt og udviklende fundament, hvor børn mødes med omsorg, nærvær og faglighed – og hvor trivsel, læring og udvikling går hånd i hånd. I de kommende år har vi et særligt fokus på legens betydning. Vi arbejder blandt andet med NPU (neuropsykologisk udviklingsleg), risikofyldt leg, stærke legemiljøer og medarbejderens betydning og rolle i legen. Vi ønsker at styrke legen som et centralt omdrejningspunkt for børns udvikling, relationer og fællesskaber. Vi søger dig, der... Er pædagog med stærke relationskompetencer, som kan skabe trygge og udviklende relationer med både børn og forældre. Du skal have lyst til at indgå i faglige refleksioner, hvor vi sammen er nysgerrige på hinandens perspektiver og udvikler vores pædagogiske praksis. Vi søger dig, der engagerer dig i det faglige fællesskab og har lyst til at bidrage til vores fortsatte udvikling. Du skal samtidig have et stort legende jeg og se værdien i legen som en central del af børns trivsel, læring og udvikling. Du skal kunne arbejde med børn i alderen 0-6 år, tage initiativ og arbejde selvstændigt. Det er vigtigt, at du kan arbejde systematisk med planlægning, evaluering og opfølgning, så vi sammen skaber de bedste muligheder for børnegruppens udvikling. Vi arbejder med udgangspunkt i Den styrkede pædagogiske læreplan, og du skal kunne koble dig til vores pædagogiske tilgang NPRP. Vores faglige afsæt er, at vi som voksne skal kunne justere os efter den aktuelle børnegruppe og det enkelte barns behov. Vi arbejder med læring hele dagen og ser alle situationer som betydningsfulde muligheder for udvikling. Vi forventer, at du møder din egen praksis med nysgerrighed og åbenhed og har lyst til faglig refleksion kan have blik for både børnegruppen og det enkelte barns behov og perspektiver har lyst til at indgå aktivt i faglig udvikling og bidrage med dine kompetencer er mødestabil og loyal over for fællesskabet bidrager positivt til samarbejdet med børn, forældre og kollegaer har lyst til at være med til at udvikle Dagtilbud Midt For at få større viden og indsigt henviser vi til vores hjemmeside samt vores pædagogiske læreplan. Har du yderligere spørgsmål til stillingen i Børnehuset Lindehuset kan pædagogiske leder Stine Egehoved kontaktes på telefon 20 49 63 09 i Børnehuset Elmehaven kan pædagogiske leder Lone Taasti kontaktes på telefon 23 46 57 74 Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst, samt reglerne om ny løndannelse. Alle uanset køn, etnisk baggrund m.v. opfordres til at søge. Årlig grundløn i nutidskr. 395.135,76 - lønnen er derudover afhængig af anciennitet og forhåndsaftalte tillæg. Ansøgningsfrist er den 3. december 2026, hvor ansøgningen sendes elektronisk via linket på denne side. Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 17. december 2026 hele dagen.

Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.