Se alle job

Brænder du for at skabe gode læringsmiljøer, hvor flere voksne deler ansvaret i klasserummet? Og vil du som klasselærer være med til at styrke fællesskabet på vores 4. årgang?

Furesø Kommune

Hvis svaret er JA, så har du nu muligheden for at skyde det nye år i gang ved at blive en del af et fantastisk team på Lyngholmskolen. Vi søger en engageret lærer, der vil være med til at skabe stærke fællesskaber og motiverende læringsforløb med deltagelsesmuligheder for alle elever – både fagligt og socialt. To voksne i klassen: Din rolle og hverdag Hos os står du ikke alene. Du bliver tilknyttet som ekstra klasselærer i en af vores to 4. klasser, hvilket betyder, at I som udgangspunkt altid er to voksne i klassen. Du vil få et særligt tæt makkerskab med to kollegaer omkring den ene klasse, hvor I deles om klasselærerfunktionen. Samtidig bliver du en del af det samlede team omkring 4. årgang og skal læse timer i begge de to 4. klasser. Vi forestiller os, at du skal læse holdtimer i nogle af dine linjefag, samt at du kan blive fagansvarlig i ét eller flere fag. Der er et tæt samarbejde på tværs af årgangen, og det er en fælles opgave at understøtte elevernes udvikling og trivsel. Derfor kan din tid også prioriteres til at understøtte indsatser omkring enkeltelever på et mindre hold. Det kan være elever, der af forskellige grunde kan have svært ved at komme i skole eller kan have det svært i det store fællesskab. Vi ser også gerne, at du har mod på og lyst til at lave ugentlige frikvartersaktiviteter og andre trivselsfremmende aktiviteter med elever fra årgangen. Du skal som minimum følge årgangen til og med 5. klasse, men der vil også være mulighed for, at du kan følge med klassen op i Ungemiljøet.

Stærke fællesskaber På Lyngholmskolen er vi sammen om at skabe en god skole for alle vores elever, hvor god stemning, variation og understøttende rammer skal være med til at få læringsglæden til at blomstre. Du vil som lærer hos os blive medtilrettelægger af nogle sjove og spændende skoledage, og du vil opleve, at vi som skole har et stort fokus på legende, eksperimenterende tilgange til læring. Vi har en ambition om at skabe en varieret skoledag, hvor alle elever skal opleve at trives og lykkes i små og store fællesskaber, hvor deres kompetencer og styrker sættes i spil, så de udvikler selvtillid og selvværd. Vi er altid nysgerrige på elevernes perspektiv, og som voksne på skolen gør vi os umage med at sætte en tydelig retning og møde eleverne med venlighed og interesse. Vi er en skole i bevægelse, og vi har et stærkt fokus på at udvikle os sammen. Som ansat på Lyngholmskolen vil du opleve, at du får rig mulighed for at sætte præg på, hvordan stærke inkluderende fællesskaber kan se ud i praksis.

Dine kompetencer Du skal være uddannet lærer og have stærke pædagogiske kompetencer. Opgaven kalder særligt på, at du kan arbejde med at udvikle eleverne socialt og personligt, så de lærer de kompetencer og mestringsstrategier, der bliver vigtige for at kunne regulere sig og bidrage ind i og være en del af et stærkt og trygt fællesskab. Når eleverne oplever, at de trives og er trygge i fællesskabet, så har de også de bedste forudsætninger for at lære. Det er afgørende, at du kan skabe stærke relationer til og mellem eleverne, og at du formår at være nysgerrig på deres oplevelser i skolen og kan inddrage deres perspektiver i dit arbejde. Du skal også være fagligt stærkt funderet i dine fag, da du som fagansvarlig eller holdansvarlig kommer til at varetage fagundervisningen i flere fag på årgangen. Du skal have viden om og gerne erfaring med, hvordan man I tæt samarbejde med kollegaer udvikler sin fælles praksis; både når man er sammen i klassen, men også i den forberedelse og refleksion, der ligger rundt om.

Organisering og samarbejde Hvis vi skal lykkes bedst muligt med alle vores elever, er det vigtigt, at vi arbejder samstemt omkring at styrke deres læring og trivsel, og at vi komplementerer hinanden med vores forskellige kompetencer i praksis. På Lyngholmskolen er vi derfor organiseret i professionelle læringsfællesskaber, hvor vi reflekterer over og udvikler praksis sammen. I din funktion vil du blive en del af vores Børnemiljø, som er fra 2.-5. årgang., hvor du vil blive tilknyttet 4. årgang. Teamet har et ugentligt teammøde på halvanden time samt et ugentligt klassemøde. Derudover vil du have fælles forberedelsestid med dine nærmeste kollegaer, hvor I er sammen om at planlægge og reflektere over de pædagogiske indsatser og læringsforløb I arbejder med. Du vil også have individuel forberedelsestid, som du kan tilrettelægge fleksibelt. Det er vigtigt, at du ser en værdi i fælles forberedelse og i at arbejde tæt sammen med dine nærmeste kollegaer, så I sammen kan skabe positive forandringer i læringsmiljøerne på årgangen.

Vores sociale liv på skolen På Lyngholmskolen har vi et stærkt kollegialt fællesskab. Udover at være professionelle sammen, så har vi det også sjovt og hyggeligt i hinandens selskab. Vores personalerum er altid fyldt med dejlige og imødekommende kollegaer - både pædagoger, lærere, ledelse og andre medarbejdere. I løbet af året er der mulighed for at deltage i en række sociale arrangementer med forskelligt indhold, som styrker fællesskabet på tværs af hele skolen.

Om skolen Lyngholmskolen er en veletableret, attraktiv folkeskole i Farum med ca. 500 elever og 75 lærere, børnehaveklasseledere og pædagoger. Skolen er det positive tilvalg for de fleste forældre i distriktet, og vores elever er den fantastiske sum af de forskelle og fællestræk, der karakteriserer Farum. På Lyngholmskolen er der to velfungerende gruppeordninger og en fritidsordning, der også er velfungerende og stærkt integreret i skolens dagligdag.

Send os en ansøgning Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer. Løn- og ansættelsesforhold sker efter gældende overenskomst med tiltrædelse 1. januar 2026 eller snarest derefter. Ansøgning og CV med relevante bilag skal være os i hænde senest onsdag d. 25. november kl. 14. Vi afholder ansættelsessamtaler torsdag d. 26. november fra kl. 14.00. Du er meget velkommen til at ringe for at høre mere om stillingen, og vi ser også rigtig gerne, at du kigger forbi til en kop kaffe. Ring til afdelingsleder Pia Ahrenfeldt på 72165317, eller skriv på mail pjf9@furesoe.dk for at aftale nærmere. Vi glæder os til at høre fra DIG!

Bedste hilsner Alle os på Lyngholmskolen

Praktisk Der indhentes referencer fra tidligere ansættelsesforhold, hvis du kommer i betragtning til stillingen. I Furesø Kommune sker løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny Løn. Vi gør opmærksom på, at din private e-mail og/ eller telefonnummer bliver videregivet til faglig organisation i forbindelse med forhandling af løn.

Job i Furesø? Kom og vær med! I Furesø skaber vi løsninger sammen. Med kolleger på tværs af organisationen. Med brugere og borgere – ja med alle, vi er kommune for. Fællesskaberne er vores svar på de udfordringer, vores velfærdssamfund står foran i de kommende år, hvor flere får brug for velfærdsydelser og over længere tid. Og hvor nye ideer derfor skal forny den service, vi yder.

Derfor giver vi plads til mødet mellem fagene og mellem mennesker, for det er her, innovationen opstår. Vi koordinerer med hinanden på tværs af titler og fagligheder, og vi holder godt styr på den daglige drift for at skabe sammenhæng for vores borgere. Vores hverdag har fokus på nærvær fremfor fravær på en sund arbejdsplads med røgfri arbejdstid. Så kom og vær med. Vi har også plads til dig.

Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.