Natsygeplejerske: Fagligt fyrtårn til nattens fællesskab.
Odense Kommune
Natsygeplejerske: Fagligt fyrtårn til nattens fællesskab
Når resten af byen sover, er der stadig mennesker, der har brug for hjælp, vurdering og tryghed. Som natsygeplejerske er du den, kollegerne ringer til, når en situation kræver fagligt overblik, ro og handling.
Vi står foran en ny organisering af natten i Odense Kommune, hvor natsygeplejen bliver en del af natgruppen. Her bliver du en central del af et fælles hold, hvor natsygeplejersker og udekørende nattevagter arbejder tæt sammen med institutionerne om at skabe sammenhængende forløb for borgerne. Målet er enkelt: Borgerne skal opleve tryghed, kvalitet og hjælp, når behovet opstår.
Samarbejde og sammenhæng
Du er aldrig alene i opgaven. I er to natsygeplejersker på arbejde ad gangen, ud af et team på seks natsygeplejersker, og rundt om dig har du et stærkt fællesskab af nattevagter på plejehjem og i hjemmeplejen. Samtidig får du stor frihed til selv at planlægge og prioritere din indsats, når natten udvikler sig anderledes end forventet. Natsygeplejerske Sumaya fortæller om et anderledes arbejde fyldt med mening:
"Jeg er glad for det tætte samarbejde på tværs af faggrupper. Ingen nætter er ens, og jeg får lov til at bruge min faglighed på mange forskellige måder. Samtidig er det meningsfuldt at vide, at jeg er med til at skabe tryghed for borgerne gennem natten og bidrager til et sammenhængende forløb som en del af helhedsplejen."
Selvstændighed kræver faglighed
Nogle nætter handler om hurtige vurderinger og akutte problemstillinger. Andre gange er det telefonen, der ringer fra et plejehjem, hvor en kollega har brug for faglig sparring. Du kan også blive kaldt ud til pallierende forløb, hvor nærvær, erfaring og klinisk blik gør en afgørende forskel for både borger og pårørende. Natsygeplejen er kommunens sygeplejefaglige nøglefunktion om natten og understøtter borgere i hele kommunen.
Vi søger derfor en sygeplejerske, der trives med ansvar og selvstændighed. Du skal kunne bevare overblikket, når situationer opstår uventet, og du skal have lyst til at dele din viden med kolleger på tværs af faggrupper. Om natten er du blandt de mest sundhedsfagligt erfarne medarbejdere på arbejde, og din vurdering er ofte med til at sætte retningen for den videre indsats. Netop derfor mener natsygeplejerske Amel, at det er vigtigt, du kan sparre effektivt med dine kollegaer:
” I en fremtidig kollega søger jeg godt samarbejde samt sparring. Et positivt sind og mod på pingpong og fleksibilitet. Overordnet et godt samarbejde hvor vi kan supplere hinanden og styrke hinandens kompetencer.”
Arbejdstiden ligger fast mellem kl. 23.00 og 07.15. Vi arbejder efter en 7-7-ordning, så du får syv arbejdsdage efterfulgt af syv sammenhængende fridage. Det giver god mulighed for at skabe en stabil døgnrytme og masser af frihed mellem arbejdsperioderne.
Du møder ind sammen med de udekørende nattevagter og bliver en del af et fagligt fællesskab med tæt sparring på tværs af natten. Samtidig samles natsygeplejen og aftensygeplejen til fælles monofaglige møder, hvor der er fokus på faglig udvikling, sparring og fælles retning.
Noget for dig?
Hvis du har lyst til et job med stor selvstændighed, høj faglighed og en vigtig rolle i en ny organisering af natten, vil vi meget gerne høre fra dig.
Ansøg senest d. 24. november 2026 Vi afholder samtaler d. 26 eller 27 november, der vil derfor blive indkaldt til samtale med kort varsel. Opstart 1/1 eller hurtigst muligt.
Stillingen aflønnes efter gældende overenskomst. Det forventede lønniveau oplyses inden en eventuel samtale og afhænger af erfaring og kvalifikationer.
Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.