Vil du stå i spidsen for Byggeri og Ejendomme i Region Midtjylland?
Region Midtjylland
Region Midtjylland søger en kontorchef, som kan forene strategisk overblik med tydelig ledelse og stærkt samarbejde. Du får ansvaret for knap 50 dygtige medarbejdere og en bred portefølje inden for byggeri, ejendomme, bæredygtighed, energi og økonomistyring. Du får en central rolle i at omsætte politiske beslutninger til løsninger, der understøtter regionens sundhedsvæsen og specialiserede socialområde. I de kommende år fylder især anlægsprojekter afledt af regeringens Sundhedsfond, overtagelse af kommunale ejendomme som følge af sundhedsreformen og implementering af CER-lovgivningen. Et stærkt kontor med en fælles retning Byggeri og Ejendomme er en del af Koncernøkonomi. Medarbejderne har base i Regionshuset Viborg og på regionens fem akuthospitaler. Kontoret blev etableret ved en fusion af hospitalsfunktioner og den centrale administration den 1. januar 2025. Du skal videreføre den fælles bygherreorganisation og sikre, at fusionen styrker faglighed, samarbejde og opgaveløsning på tværs. Kontoret har tre hovedområder: Byggeprojekter: Regionens større anlægsprojekter over 10 mio. kr. To projektdirektører leder projektmedarbejderne og udgør sammen med dig kontorets ledergruppe. Bæredygtighed og energi: Blandt andet bæredygtigt byggeri, energiledelse, grøn omstilling, arbejdsmiljø, biodiversitet og arkitektopgaver. Ejendomme og økonomi: Ejendomsstrategi, køb, salg og leje samt økonomistyring, opfølgning og anlægsregnskaber. Du har personaleansvaret for de to sidstnævnte områder. Her er aktuelt konstitueret teamledere, og du får indflydelse på den fremtidige organisering. Dine vigtigste opgaver Du har det overordnede ansvar for kontorets ledelse, faglighed og økonomi. Du sætter strategisk retning for byggeri, planlægning og udbud i samarbejde og samråd med projektdirektørerne, mens projektdirektørerne står for gennemførelsen af byggeprojekterne. Hospitalernes disponeringsplaner beskriver de kommende cirka ti års byggeprojekter og giver et fælles grundlag for prioritering og udvikling. Din opgave bliver at samle trådene og sikre sammenhæng mellem de langsigtede planer, økonomien og driftsenhedernes behov. Det kræver både strategisk udsyn, sikker opfølgning og evnen til at finde løsninger i tæt dialog. Derudover skal du: Udvikle ejendomsstrategien og bidrage til regionens investeringsplanlægning. Sikre fremdrift inden for bæredygtigt byggeri, energi, robusthed og beredskab. Styrke samarbejdet med hospitalerne og socialområdet, særligt hospitalernes tekniske afdelinger, der varetager den daglige bygningsdrift. Sikre fælles standarder, tværgående retning og videndeling. Betjene det politiske niveau og fremlægge sager i relevante udvalg. Du refererer til økonomidirektør Søren Heldgaard Olesen og indgår i Koncernøkonomis ledergruppe. Hvem er du? Du er en erfaren, troværdig og beslutningsdygtig leder. Du skaber retning, giver plads til ledere og specialister og bygger relationer på tværs af organisationen. Du trives med strategiske spørgsmål, konkrete byggeprojekter og politisk styring. Vi lægger vægt på, at du har: En relevant videregående uddannelse, gerne suppleret med lederuddannelse. Solid ledelseserfaring, gerne med ledelse af ledere og specialister. Erfaring med større byggeprojekter, ejendomsporteføljer eller facility management, gerne som bygherre eller driftsansvarlig. Forståelse for offentlig økonomi og politisk betjening. Blik for bæredygtighed, IKT, energi og robusthed i byggeri og drift. Derfor skal du vælge os Du får mulighed for at sætte et varigt aftryk på fremtidens sundhedsvæsen og lede et kontor med høj faglighed, stor selvstændighed og stærke ambitioner. Du bliver en del af en organisation præget af ordentlighed og samarbejde, hvor dine beslutninger får betydning for både medarbejdere, patienter og borgere. Løn og ansættelsesvilkår Du bliver ansat ved Region Midtjylland med tjeneste i Koncernøkonomi, Byggeri og Ejendomme, Regionshuset, Skottenborg 26, 8800 Viborg. Stillingen aflønnes efter "Aftale for chefer" på trin 51 med et opslagsniveau på 850.717 kr. (1. oktober 2026-niveau). Hertil kommer pension på 21,59 % samt mulighed for forhandling af kvalifikationsløn. Stillingen er undtaget fra kravet om tidsregistrering. Praktiske oplysninger Tiltrædelse er 1. februar 2027 eller snarest derefter. Arbejdsstedet er Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, 8800 Viborg med møder på regionens øvrige lokationer. Stillingen er uden øvre arbejdstid. Løn og ansættelse følger gældende overenskomst og aftales med den forhandlingsberettigede organisation. Kontakt økonomidirektør Søren Heldgaard Olesen, tlf. 31417121, projektdirektør Mette Dan-Weibel, tlf. 4044 4092, projektdirektør Hans Peter Faber Mølholm, tlf. 4082 0777, eller Michael Reffstrup, Searcher, tlf. 2277 1490. Ansøgningsfrist: 4. december 2026 kl. 23.59 via regionens hjemmeside. Samtaledatoer: 1. samtale onsdag den 9. december og 2. samtale onsdag den 16. december. Mellem de to samtalerunder gennemføres personlighedstest for kandidater, som går videre i processen.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret. Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse. Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse - Medarbejder.rm.dk
Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.