Politikommissærer til Københavns Politi
Politiet
Vi søger kompetente og dedikerede politikommissærer til de forskellige sektioner ude i enhederne.
Om stillingerne
Efterforskningsenheden har ansvaret for bekæmpelse af borgernær kriminalitet såsom vold og sædelighed samt indsatsen mod berigelseskriminalitet, herunder tyveri, røveri og indbrud. Derudover har enheden ansvaret for den ressourcetunge og komplicerede efterforskning af alvorlig og større kriminalitet, såsom drab, forsøg på manddrab, politiske sager, terror samt seksuelle og voldelige overgreb mod børn.
Som leder i efterforskningsenheden vil du få ansvaret for at lede efterforskning professionelt, hvilket blandt andet omfatter overordnet faglig ledelse og koordinering af efterforskning, sagsvisitation og økonomisk styring samt udfærdigelse af planer for efterforskningsskridt. Du skal også kunne etablere og sikre et tæt samarbejde med anklagemyndigheden og andre relevante samarbejdspartnere.
Beredskabsenheden løser som udgangspunkt de beredskabsmæssige opgaver i politikredsen med det kørende patruljeberedskab, herunder reaktionspatruljerne. Enheden har endvidere ansvaret for at modtage, kategorisere, planlægge og eksekvere politikredsens politioperationer. Beredskabet er på mange måder borgernes indgang til politiet og derfor er faglighed og professionel optræden afgørende for borgernes generelle tillid til politiet.
Du skal kunne lede, understøtte og vejlede dine medarbejdere i deres ofte komplekse og omskiftelige hverdag. Du skal drage omsorg for, at medarbejderne kan møde borgerne og samarbejdspartnere med den nødvendige faglighed, en professionel kommunikation og adfærd, samt sikre at de har forståelse for opgavens karakter og betydning.
Lokalpolitienheden varetager den nære lokale kontakt til borgerne samt sagsbehandler og efterforsker store dele af politikredsens mindre straffesager samt varetager Servicecentret, herunder 114. Desuden varetager enheden kontakten til en væsentlig del af politikredsens eksterne samarbejdspartnere, som led i enhedens tryghedsskabende og kriminalitetspræventive indsats.
Du vil blandt andet skulle lede og understøtte et professionelt, analysebaseret og problemorienteret forebyggelsesarbejde, der er baseret på viden om hvilke tiltag, der virker. Derudover vil du få mulighed for at lede sagsgange, der omfatter overordnet faglig ledelse og koordinering af sagsvisitation og træffe afgørelse med et særligt fokus på legalitet og kvalitet i arbejdet. Du skal understøtte og vejlede dine medarbejdere i at møde borgerne og samarbejdspartnere med en professionel kommunikation og adfærd samt sikre, at medarbejderne har forståelse for opgavens karakter og betydning.
Specialenheden varetager en lang række af specialiserede opgaver såsom færdsel, grænsekontrol, udlændingekontrol og eftersøgning. Enheden løser endvidere opgaver med afsæt i Københavns Politis seniorsektion og rytterisektionen.
Du skal som leder kunne understøtte politikredsens øvrige enheder med en række specialer af både operativ og sagsbehandlende karakter, såsom eftersøgning af efterlyste personer og tryghedsskabende opgaver. Endvidere skal du sikre dine medarbejdere den nødvendige faglighed og professionel kommunikation med samarbejdspartnere, relevante interesseorganisationer samt når der håndteres borgerhenvendelser.
Administrationssøjlen har til opgave at understøtte politikredsens ledelse samt kerneforretningen i politisøjlen og anklagemyndigheden gennem en professionel administrativ understøttelse og virksomhedsstyring.
Administrationssøjlen bistår resten af organisationen i forhold til juridiske spørgsmål, kommunikation, økonomistyring, HR-processer, uddannelse og udvikling samt strategiske og operative ledelsesopgaver. Desuden har søjlen ansvaret for politikredsens bygninger, indkøb og vedligehold af materiel og udstyr.
Som leder kræves en kombination af ledelseskompetencer, et stort organisatorisk kendskab og evnen til træffe beslutninger, der er i tråd med de strategiske overordnede mål. Det er derfor essentielt, at du kan samarbejde på tværs af hele administrationssøjlen, hvorfor det indebærer en professionel kommunikation og et centralt helhedsblik for hele Københavns Politi. Du skal endvidere som leder have kompetencer til at koordinere og administrere søjlens kerneopgaver, så du sikrer, at de rette ressourcer er tilgængelige på det rette tidspunkt.
Generelt om stillingen som leder i Københavns Politi
Københavns Politi har et stort fokus på udvikling af ledere, og det er nødvendigt med et godt blik for potentialer på dette område. Du leder med en høj grad af psykologisk tryghed og trivsel for dine medarbejdere for øje. Relationer, refleksioner og rummelighed er en helt naturlig del af din ledelsesstil, ligesom du har et konstant fokus på inddragelse af mangfoldigheder.
Du er åben og opmærksom på samfundsudviklingen og politiske vinde, så vi som organisation er i stand til løbende at tilpasse os de behov og krav, der stilles til politiets opgaveløsning.
GENERELT OM STILLINGEN SOM POLITIKOMMISSÆR Ansvarsområde og referenceforhold fastsættes lokalt på niveauet ”ledelse af medarbejdere”, jf. ledelsesgrundlaget. Der refereres som udgangspunkt til en af linjens vicepolitiinspektører.
Du har som politikommissær ansvaret for de politimæssige opgaver i politikredsen inden for dit ansvarsområde, og du skal sikre, at politiopgaverne i din enhed udføres effektivt og i overensstemmelse med den gældende lovgivning samt de fastsatte mål- og resultatkrav for politikredsen.
Du skal med blik for hele organisationen omsætte de strategiske prioriteringer til meningsfulde mål for de medarbejdere, du har ansvaret for. Du skal sikre, at der til stadighed opbygges effektive arbejdsprocesser, som skaber resultater med høj kvalitet til tiden og med særligt fokus på samfundet og borgerne.
Du udøver dine ledelsesopgaver gennem medarbejderne i din enhed.
GENERELT OM DIG SOM POLITIKOMMISSÆR Du har en politifaglig uddannelse, har bestået Lederforløb 1, jf. de til enhver tid gældende krav til politiledere og har gerne erfaring fra flere områder. Læs om Lederudvikling på POLintra.
Du er reflekteret, rummelig og relationel som en helt naturlig del af din ledelsesstil.
Du skal evne at omsætte de strategiske indsatser til operative mål for dit ansvarsområde.
Du skal have gode analytiske, samarbejds- og kommunikationsevner, ligesom du skal have god organisationsforståelse.
Din ledelsesstil skal være udviklings- og resultatorienteret samt kendetegnet ved et helhedsorienteret fokus på opgaveløsningen. Du skal formå på kompetent vis at sætte disse kompetencer i spil, således at der i din enhed og på tværs af politikredsen skabes synergi samt arbejdes sammenhængende med langsigtede mål.
I udvælgelsesprocessen vil det blive vurderet, i hvor høj grad, du lever op til de kompetencekrav, der stilles til medarbejderlederniveauet i ledelsesgrundlaget og supplementet om de personlige lederegenskaber.
Du kan i nogle tilfælde efter konkret vurdering konstitueres, hvis du mangler føringsuddannelser, som er planlagt eller kan planlægges gennemført inden for et år. En konstitutionsperiode vil normalt udgøre højst et år.
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingerne er til besættelse snarest muligt.
Lønnen er efter gældende lederklassificeringsaftale. Den aktuelle månedsløn som politikommissær i lønramme 33 med et årligt tillæg på kr. 39.300 (marts 2012) udgør i alt kr. 46.092.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendige sikkerhedsniveau. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig.
Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.
Du bliver stationeret indtil videre i Københavns Politi, og du skal forrette tjeneste efter politidirektørens nærmere bestemmelse.
Kontakt og ansøgning Har du spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte vicepolitiinspektør Rune Simon Nielsen, tlf. 2360 3038.
Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet.
- Du kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via internettet og ”Politiets hjemmesider” i venstre hjørne. Her logger du ind med din politimail (første gang ved glemt password) eller - du kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse.
Se eventuel vejledning på POLintra under Stillingsopslag.
Du skal vedhæfte CV, en motiveret ansøgning (følgebrev) og evaluering til ansøgt chargeret stilling (førlederevaluering er ikke tilstrækkelig). Evalueringen må højst være et år gammel.
Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau, bedes du oprette dokumentation herfor.
Er du udnævnt politikommissær i forvejen, er evaluering ikke nødvendig, da du kan rokeres.
Ansøgningsfrist: Den 30. november 2026.
Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet og have en aktiv politimail for at komme i betragtning. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.
Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.