Se alle job

Underviser i elektronisk musik og lydkunst (EMOL) søges til MGK Fyn ved Odense Musikskole

Odense Kommune

Underviser i elektronisk musik og lydkunst (EMOL) søges til MGK Fyn ved Odense Musikskole

MGK Fyn, som ligger i forbindelse med Odense Musikskole, søger en engageret og fagligt velfunderet lærer til ansættelse pr. 1. januar 2027.

Det drejer sig om undervisning af to-tre elever med hovedfaget Elektronisk Musik og Lydkunst (EMOL), samt teoriholdet Musikteknologi EMOL. Eleverne får undervisning én lektion a 60 min. ugentligt og faget Musikteknologi er 45 min. ugentligt. Den faste ugentlige undervisningstid ligger om tirsdagen.

Stillingen har en ansættelsesgrad på 6/37, og der er tale om en fastansættelse.

Desuden kan der måske på sigt forekomme undervisning elektronisk musik og lydkunst som fag på Odense Musikskole samt øvrige relaterede fag på MGK.

Om MGK

MGK er et 3-årigt gratis overbygningskursus. Formålet med MGK er at uddanne musikudøvere, som kan deltage i og stimulere det regionale musikliv, og at forberede elever til optagelse på en videregående musikuddannelse.

MGK Fyn indgår som et væsentligt element i den fynske talentudvikling. Vi har ca. 41 elever mellem 14-25 år fordelt på 3 linjer: Rytmisk, klassisk og produktion.

Om jobbet

Som underviser i EMOL vil du være tilknyttet produktionslinjen. Undervisningen foregår primært på Odense Musikskole, hvor eleverne har egen ”lejlighed” og adgang til øve-faciliteter.

Produktionslinjen er en af MGK Fyns 3 linjer, og vi optager elever på fagene sangskrivning, rytmisk og klassisk komposition og EMOL.

I denne sæson består Produktionslinjen af 12 elever fordelt på de nævnte hovedfag og 3 årgange, og en gruppe af 5 lærere står for undervisningen og planlægning af årets aktiviteter. Samtidig arbejder vi tæt sammen med klassisk og rytmisk linje.

Vi afholder en række møder i løbet af året, både som linjemøder og personalemøder med øvrige undervisere. Disse er placeret den første fredag i hver måned. Du skal kun deltage i de personalemøder, hvor der er linjemøde.

I løbet af et år afvikler vi 6 koncerter, hvoraf 3 er linjespecifikke og 3 er periodekoncerter for hele MGK Fyn. Du forventes at deltage i disse koncerter samt i personalemøderne. Der kan også blive tale om deltagelse i forskellige arrangementer, aktiviteter og møder, som ligger på andre ugedage og tidspunkter efter nærmere aftale.

Undervisningen begynder på MGK Fyn i midten af august og slutter i begyndelsen af juni.

Al undervisningen foregår i lokalerne ved Odense Musikskole i Danmarksgade 10, 5000 Odense C.

Du har:

Stærke musikfaglige kompetencer inden for dit fag

Uddannelse fra musikkonservatorium eller lignende

Gerne erfaring fra tidligere musikskoleundervisning / MGK-undervisning

Mod på et selvstændigt job med mange samarbejdspartnere

Du får:

En god arbejdsplads med et socialt og fagligt godt miljø og ca. 70 musikskolekollegaer

Mulighed for faglig udvikling

Fast tilknytning til MGK Fyn i et team med 5 MGK-lærere på produktionslinjen

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Stillingen aflønnes efter gældende overenskomst med et forventet lønniveau i intervallet 32.220,50–39.876,42 kr. (OBS tallene gælder ved fuldtidsansættelse) afhængig af erfaring og kvalifikationer.

Ansøgningsfrist er søndag den 22. november 2026. Vi afholder jobsamtaler fredag den 27. november 2026 om formiddagen.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte MGK-leder Maibrit Baagøe Schmidt, tlf. 30 62 79 49 og mail: mbs@odense.dk eller koordinator på MGK produktionslinjen Trine Lyngvig på mail: tvlyn@odense.dk

Læs mere om MGK Fyn og Odense Musikskole på vores hjemmeside: www.odensemusikskole.dk

Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.