Intensivsygeplejerske til Anæstesiologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Roskilde
Region Sjælland
Intensivsygeplejerske søges – brug din specialuddannelse, få indflydelse og vær med til at forme fremtidens intensivafsnit Har du specialuddannelsen i intensivsygepleje, og motiveres du af den tætte sygepleje til kritisk syge patienter, komplekse patientforløb og et stærkt fagligt fællesskab? På Intensiv Afsnit i Roskilde får du mulighed for at bringe din specialuddannelse og erfaring i spil – både tæt på den kritisk syge patient og i udviklingen af vores faglighed, arbejdsgange og kommende fælles intensivafsnit i Køge. Vi står foran nogle spændende år. I januar 2028 flytter vi til Køge, hvor intensivafsnittene i Roskilde og Køge samles under ét tag i et nyt intensivafsnit med 14 intensive stuer. Som specialuddannet intensivsygeplejerske får du en sjælden mulighed for at præge de faglige, organisatoriske og praktiske løsninger i fremtidens intensivafsnit. Brug din specialuddannelse – og vær med til at udvikle intensivområdet Hos os er den specialuddannede intensivsygeplejerske en vigtig faglig ressource. Du får mulighed for at bringe dine kompetencer i spil gennem klinisk udvikling, undervisning, vejledning og deltagelse i faglige arbejdsgrupper. Vi prioriterer faglig refleksion, blandt andet gennem FSB-dage, hvor erfarne sygeplejersker sammen med vores udviklingssygeplejerske arbejder med konkrete patientforløb og udvikling af den intensive sygepleje. Derudover tilbyder vi løbende efteruddannelse og kompetenceudvikling. Vær med til at forme fremtidens intensivafsnit Fusionen mellem intensivafsnittene i Roskilde og Køge giver mulighed for at være med til at udvikle et intensiv afsnit - ikke kun fysisk, men også fagligt og organisatorisk. De nye rammer med enestuer skaber mange kvaliteter for patienter og pårørende, men stiller samtidig nye krav til, hvordan vi organiserer pleje og behandling. Hvordan sikrer vi nærvær og patientsikkerhed? Hvordan anvender vi teknologi bedst muligt? Hvordan organiserer vi personalet og samarbejdet omkring patienterne? Det er spørgsmål, vi i fællesskab skal finde svar på, og her bliver intensivsygeplejerskernes erfaring og perspektiver afgørende. De nye rammer gør samtidig et stærkt tværfagligt samarbejde endnu vigtigere. Gode patientforløb skabes i et tæt samspil mellem sygeplejersker, læger, fysioterapeuter, ergoterapeuter, social- og sundhedsassistenter og øvrige faggrupper omkring patienten. Derfor prioriterer vi samarbejdet højt, for eksempel holder vi to gange om året tværprofessionelle personalemøder sammen med læger og vi arbejder allerede nu tæt sammen på tværs af Roskilde og Køge med blandt andet fælles arbejdsgrupper. Hvem er vi? På Intensiv Afsnit i Roskilde behandler vi kritisk syge patienter fra blandt andet neurologi, kardiologi, urologi og medicinske specialer. Afsnittet har 6 intensivpladser, og mere end 70 % af sygeplejerskerne er specialuddannede i intensiv sygepleje. Vi lægger vægt på et stærkt fagligt og kollegialt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden, deler viden og udvikler os sammen – også når patientforløbene er komplekse. Vi søger dig, der har specialuddannelsen i intensivsygepleje. ønsker at bruge og videreudvikle dine specialkompetencer. trives med komplekse og kritisk syge patienter. har lyst til at bidrage til faglig udvikling og refleksion. ønsker at præge udviklingen af fremtidens intensivafsnit. arbejder struktureret og bevarer overblikket i en omskiftelig hverdag. arbejder helhedsorienteret og inddrager patienter og pårørende. værdsætter et stærkt kollegialt og tværfagligt samarbejde. Hos os får du mulighed for at præge udviklingen af fremtidens intensivafsnit frem mod indflytningen i Køge i 2028. mulighed for at bringe din specialuddannelse i spil gennem klinisk udvikling, undervisning, vejledning og faglige arbejdsgrupper. FSB-dage, efteruddannelse og gode muligheder for kompetenceudvikling. en bred intensivfaglig hverdag med komplekse patientforløb og MAT-funktion. et stærkt fagligt miljø med mange specialuddannede intensivsygeplejersker. et tæt tværfagligt samarbejde og et stærkt kollegialt fællesskab. stor indflydelse på egen arbejdstid via KMD Opus vagtplan. Arbejdstid og weekend: Balancen mellem arbejdsliv og privatliv prioriteres højt, og du får betydelig indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen via KMD Opus vagtplan. Der tilbydes mulighed for enten: 8-timers arbejdsweekend hver 2. weekend, hvor der er mulighed for 2 friweekender. 8-timers arbejdsweekend hver 3. weekend mod præstation af 16 ekstra weekendtimer pr. halve år, eller 12-timers arbejdsweekend hver 4. weekend mod præstation af 16 ekstra weekendtimer pr. halve år. Om Anæstesiologisk Afdeling: Intensiv Afsnit hører under Anæstesiologisk Afdeling, som ud over intensivområdet omfatter 3 operationsgange, 2 dagkirurgiske operationsafsnit, 2 opvågningsafsnit og 1 tværfagligt smertecenter. Derudover er der tilknyttet en klinisk forskningsenhed med 35 medarbejdere. Har du lyst til at se, hvad intensiv hos os går ud på? Har du spørgsmål til stillingen eller lyst til at besøge os og opleve afsnittet, møde dine måske kommende kolleger og høre mere om mulighederne som specialuddannet intensivsygeplejerske, er du meget velkommen til at kontakte: Oversygeplejerske, Stine Holm Flindt Tlf.: 47 32 50 63 Mail: sflin@regionsjaelland.dk Det praktiske: Stillingen er til besættelse fra 1. februar 2027 eller efter aftale. Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Ansøgningsfrist 13. december 2027. Samtaler afholdes løbende.
Arbejdstid: Fuld tid
Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.