Se alle job

IT-projektledere, der skaber retning og fremdrift i komplekse projekter

Energinet

Vil du lede IT-projekter, hvor teknologi, forretning og mange forskellige fagligheder skal spille sammen?

Vi søger IT-projektledere, som kan skabe struktur og fremdrift og omsætte forretningsmæssige mål til værdiskabende IT-leverancer.

Bliv en del af et projektlederfællesskab i Fredericia

Du får din daglige base på Energinets kontor i Fredericia og bliver en del af IT Project and Portfolio Management. Her får du 12 engagerede kolleger med forskellige erfaringsniveauer og et godt fagligt fællesskab omkring projektledelse. Vi deler erfaringer og læring, sparrer med hinanden og hjælper hinanden, når projekterne kalder på det.

Som IT-projektleder arbejder du i krydsfeltet mellem forretning, teknologi og organisation. Du behøver ikke være teknisk specialist, men du skal være nysgerrig på teknologien og kunne stille de spørgsmål, der skaber klarhed om sammenhænge, risici og konsekvenser.

”Du får ansvar for projekter, hvor der er brug for både struktur, nysgerrighed og evnen til at få forskellige fagligheder til at arbejde mod samme mål. Samtidig bliver du en del af et projektlederfællesskab, hvor vi bruger hinanden aktivt og deler vores erfaringer,” fortæller Senior Manager, Henrik Lauridsen.

Du leder projekterne fra modning til realisering

Du skaber retning og fremdrift gennem hele projektets forløb og sikrer en tydelig struktur omkring projektets mål og leverancer. Du arbejder tæt sammen med tekniske specialister, arkitekter, forretningen, ledelsen og projektets øvrige interessenter.

Dine vigtigste opgaver bliver at:

lede IT-projekter fra modning til realisering med ansvar for omfang, tidsplan, økonomi, ressourcer, milepæle og leverancer

identificere og håndtere risici, udfordringer og afhængigheder og sikre, at nødvendige beslutninger bliver truffet på rette niveau

skabe sammenhæng mellem projektets leverancer, de forretningsmæssige mål og den værdi, projektet skal skabe

tilpasse projektets styring, rapportering og beslutningsprocesser til projektets størrelse og kompleksitet

samle forskellige fagligheder og interessenter om fælles mål og tydelige prioriteringer

Projekterne kan byde på ændringer, uklarheder og modstridende interesser undervejs. Derfor bliver en vigtig del af dit job at bevare overblikket, handle på udfordringerne og sikre, at projektet fortsat bevæger sig fremad.

Du bliver en selvstændig og betroet projektleder

Efter 6 til 12 måneder har du opbygget et godt kendskab til Energinets organisation og den måde, vi driver IT-projekter på. Du har etableret stærke samarbejdsrelationer og kan selvstændigt navigere i organisationen og drive dine projekter fremad.

Du lykkes i jobbet, når projektteam og beslutningstagere oplever dig som en tydelig og betroet projektleder, der skaber overblik, får de rette mennesker involveret og bidrager aktivt til det faglige projektlederfællesskab.

Du kombinerer projektledelse med teknologiforståelse

Vi forestiller os, at du har en relevant videregående uddannelse og omkring fem års erfaring med projektledelse. Det er en fordel, hvis du har erfaring med IT-projektledelse fra energisektoren, men det er ikke et krav. Det vigtigste er, at du kan drive projekter sikkert fremad og forstår sammenhængen mellem teknologi, forretning og organisation.

Vi lægger vægt på, at du:

har bred erfaring med projektstyring og leveranceledelse

har teknologiforståelse nok til at samarbejde med specialister og forstå sammenhænge mellem fx applikationer, integrationer, infrastruktur, sikkerhed, data og drift

kommunikerer klart og kan formidle komplekse problemstillinger til forskellige målgrupper

navigerer sikkert i et komplekst interessentlandskab og skaber gode samarbejdsrelationer på tværs

Som person skaber du retning og får mennesker med dig, også uden formelt personaleansvar. Du arbejder struktureret og proaktivt, opdager udfordringer tidligt og følger dem til dørs. Samtidig bevarer du ro og dømmekraft, når projektet ændrer sig, eller forskellige interesser skal balanceres. Du er nysgerrig og har lyst til at forstå det faglige område uden selv at skulle være den tekniske ekspert.

Vil du være med til at gøre en forskel sammen med os?

Så ser vi frem til at modtage din motiverede ansøgning og dit CV senest 30. november. Sæt allerede nu et par forsigtige kryds i kalenderen 3. og 4. december, hvor vi holder 1. samtale online, og 10. december, hvor vi holder 2. samtale i Fredericia.

Er du nysgerrig på din kommende leder, eller har du spørgsmål til jobbet? Så er du velkommen til at kontakte Senior Manager, Henrik Lauridsen på tlf. +45 6124 4399.

Særlige forhold: Da Energinet løser samfundskritiske opgaver, udfører vi baggrundstjek forud for ansættelsen. Det er en forudsætning for ansættelse, at dit baggrundstjek er foreneligt med ansættelse i Energinet. Baggrundstjekket gennemføres desuden én gang årligt.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle kvalificerede, uanset baggrund, til at søge jobbet. Vi arbejder aktivt og målrettet med mangfoldighed i Energinet og opfordrer dig derfor til at udelade billede, oplysninger om alder, civilstand og lignende, for at minimere ubevidste biases i processen. Du kan læse mere om vores mangfoldighedspolitik her.

Du bliver en del af Tech & Innovation, der understøtter hele Energinet inden for innovation, digitalisering, IT-udvikling og -drift. Som strategisk partner arbejder vi på tværs af hele Energinet for at levere innovation og teknologiske løsninger, der støtter Energinets kerneopgave med at forsyne samfundet med el og gas. Tech og Innovation er organiseret efter agile principper, hvor teams samarbejder effektivt for at skabe de mest effektive løsninger for Energinet.

Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.