Natsygeplejerske til ny opsøgende funktion på Frederiksbergs plejecentre
Frederiksberg Kommune
Vil du have et job om natten, hvor dit kliniske blik, din ro og din faglige dømmekraft virkelig gør en forskel? Frederiksberg Kommune styrker den sygeplejefaglige indsats på kommunens plejecentre om natten. Som natsygeplejerske bliver du en del af Den Kommunale Helhedspleje og Sygeplejes nattevagt, hvor du indgår i det fælles samarbejde om nattens opgaver. Din primære funktion er at være opsøgende på tværs af plejecentrene. Du besøger plejecentrene og prioriterer din indsats dér, hvor behovet er størst. Sammen med medarbejderne omkring borgeren vurderer du ændringer i tilstanden, komplekse problemstillinger og palliative forløb – og bidrager til, at den rette indsats sættes i gang så tidligt som muligt. Det er en ny og tværgående funktion. Derfor får du også mulighed for at være med til at udvikle arbejdsgange og samarbejde, så funktionen skaber størst mulig faglig værdi for borgere, medarbejdere og plejecentre. Hvorfor vælge os? Hos os får du: En særlig sygeplejefaglig funktion med høj grad af selvstændighed og mulighed for at bruge din brede kliniske erfaring. En opsøgende rolle, hvor du både arbejder forebyggende og reagerer på akutte eller komplekse behov. En central rolle i palliative og terminale forløb, hvor din faglighed kan gøre en mærkbar forskel for borger, pårørende og kolleger. Mulighed for at støtte og sparre med kollegaer fra dit team i helhedsplejen og sygeplejen samt medarbejderne på plejecentrene, når en borgers tilstand ændrer sig, eller situationen kræver et ekstra sygeplejefagligt blik. En tværgående funktion, hvor du bidrager til kontinuitet og høj sygeplejefaglig kvalitet på tværs af kommunens plejecentre. Mulighed for at være med til at forme og kvalificere en ny funktion fra start. En grundig introduktion, der tager udgangspunkt i din erfaring og dine behov. Tæt samarbejde med de øvrige sygeplejersker i nattevagten. En alsidig nattevagt Din primære opgave er at yde opsøgende sygeplejefaglig støtte på Frederiksbergs plejecentre. På dine besøg orienterer du dig sammen med medarbejderne om de borgere, der kræver særlig opmærksomhed – blandt andet via plejecentrets triagering. Det kan være borgere med ændringer i deres vanlige tilstand, uro, komplekse sundhedsproblemer eller borgere, der er triageret røde. Du foretager kliniske vurderinger, sparrer om den videre indsats og bidrager til at kvalificere, hvornår der er behov for kontakt til læge, 1813 eller hospital. Ved borgere, der er omfattet af 96-timers behandlingsansvar efter udskrivelse, er du med til at sikre, at muligheden for direkte faglig kontakt til den behandlingsansvarlige hospitalsafdeling anvendes relevant. En vigtig del af funktionen er de palliative og terminale forløb. Her samarbejder du med plejecentrets medarbejdere om tidlig smertelindrende og tryghedsskabende pleje og bidrager med faglig og kommunikativ støtte – også når pårørende er til stede. Nætterne vil være forskellige. Nogle gange er din opgave at være opsøgende, forebyggende og sparrende. Andre gange kræver et akut eller komplekst forløb, at du koncentrerer din indsats ét sted. Som en del af nattevagtens team bidrager du også til den fælles opgaveløsning og til, at indsatsen prioriteres efter nattens behov. Det kræver overblik, ro og stærk klinisk dømmekraft – og giver samtidig stor faglig variation. Hvem er du? Vi søger en sygeplejerske, der: Har et sikkert klinisk blik og trives med selvstændige vurderinger og ansvar. Har bred klinisk erfaring og kan bevare overblikket og prioritere, når flere behov opstår samtidig. Er tryg ved komplekse og palliative borgerforløb og kan skabe ro i situationer, der kræver både faglighed og nærvær. Kan støtte kolleger fagligt og skabe tryghed uden nødvendigvis selv at overtage opgaven. Arbejder respektfuldt, nysgerrigt og løsningsorienteret på tværs af faggrupper og arbejdssteder. Kommunikerer tydeligt med medarbejdere, pårørende og eksterne sundhedsfaglige samarbejdspartnere. Er fleksibel, har blik for den samlede opgaveløsning og trives med at prioritere din indsats i tæt samarbejde med kollegerne i nattevagten. Måske arbejder du allerede i en kommunale sygepleje eller på et plejecenter. Måske kommer du fra en akutafdeling, medicinsk afdeling, geriatri, palliation eller noget helt andet og er nysgerrig på en funktion, hvor du får mulighed for at bruge din kliniske erfaring selvstændigt og tæt på borgeren. Hvem er vi? Du bliver en del af Helhedsplejen og Sygeplejens nattevagt på Frederiksberg og får en tværgående funktion i samarbejde med kommunens plejecentre. Frederiksberg Kommune har valgt at styrke den sygeplejefaglige støtte om natten. Ambitionen er, at sygeplejen involveres tidligere i komplekse forløb, at medarbejderne oplever let adgang til kvalificeret sparring, og at vi sammen bidrager til at forebygge forværring og unødige indlæggelser. Funktionen er ny, og vi skal udvikle den i praksis. Du bliver derfor ikke kun den, der løser opgaver om natten – du bliver også en vigtig medspiller i at skabe gode samarbejdsflader og en tydelig, bæredygtig model for den fremtidige indsats. Det praktiske Stillingen er en fast 7-7 nattevagtsstilling. Du har organisatorisk base på Howitzvej 5 Kørekort er et krav. Du ansættes efter gældende overenskomst mellem DSR og Frederiksberg Kommune. Du er meget velkommen til at kontakte os til en uformel dialog om jobbet, nattevagten og den nye funktion – eller sende din ansøgning allerede nu. Vi holder samtaler onsdag d. 26/11-26. Teamleder, Frederiksberg Kommune Helheds- og sygepleje: Eva Thomas, mobil: 2898531 Tillidsrepræsentant: Mathilde Skov, mobil 25508186 Ansøgningsfrist: mandag d. 23/11-26 kl. 10.00 Vi glæder os til at høre fra dig.
Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden. Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, handicap, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika eller national, social eller etnisk oprindelse.
Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.