Informationsspecialist med projektlederkompetencer til Rigspolitiets Center for Politifagligviden
Politiet
Vil du bruge din viden om informationsindhentning, formidling og projektledelse til at bygge bro mellem forskningsverdenen og politiet? Og vil du være med til at styrke og udvikle politiets arbejdsmetoder og vidensgrundlag – herunder understøtte arbejdet med at forebygge partnerdrab og partnervold?
Så er det måske dig vi søger til en nyoprettet stilling som informationsspecialist/bibliotekar i Rigspolitiets Center for Politifaglig Viden.
Om os Vi gør vores arbejde i dag, så politiet også kan gøre sit i morgen. Rigspolitiet er udviklingsmotor for hele dansk politi og går forrest, når politiet skal være på forkant med nye behov, trusler og kriminalitetsudviklingen. Vi bidrager med viden og faglige input til de politiske beslutninger og understøtter samtidig politiets arbejde i hverdagen – helt ud til patruljevognene.
I Center for Politifaglig Viden er vores opgave at styrke udviklingen af et analyse- og vidensbaseret politiarbejde. Det gør vi i tæt samarbejde med andre afdelinger i Rigspolitiet, politikredsene, andre myndigheder samt forsknings- og vidensmiljøer.
Centeret er en del af Politiområdet, som er Rigspolitiets politifaglige område, og er etableret for at bidrage til, at politiets arbejde i højere grad bygger på systematiske analyser, data og solid viden. Vi skal blandt andet opbygge strategiske partnerskaber med vidensmiljøer, indhente nationale og internationale erfaringer og skabe overblik over den nyeste forskning på områder, der har betydning for politiets arbejde.
Centeret har desuden ansvar for Partnerdrabskommissionen, der skal samle viden og erfaringer om partnerdrab med henblik på at styrke den landsdækkende og tværsektorielle indsats for at forebygge partnervold og -drab.
Om stillingen Du skal være med til at sikre, at den nyeste viden og forskning finder vej ind i politiets arbejde. Det kræver både et stærkt overblik over relevante vidensmiljøer, evnen til at systematisere information og lysten til at omsætte viden til konkrete løsninger.
En væsentlig opgave i centeret bliver at bygge bro mellem forskning og politiets arbejde. Det kræver tæt samarbejde på tværs af faggrupper, hvor alle bidrager aktivt til den fælles opgaveløsning. Vi kommer derfor til at arbejde projektorienteret, så både opgaverne og medarbejderne udvikles i hverdagen.
En af dine centrale opgaver bliver løbende at skabe overblik over den nyeste forskning på områder, der er strategisk vigtige for politiet – både inden for forebyggelse, efterforskning, beredskab og krisestyring. Det gælder også forskning og tiltag inden for vold i nære relationer. Du skal desuden bidrage til at udvikle løsninger, der kan automatisere og systematisere den viden, vi får på hele centerets ansvarsområde. Vi forestiller os blandt andet, at det skal ske gennem udvikling af databaseløsninger.
Derudover bliver du en central del af vores projektarbejde. Her skal du bidrage med at indsamle viden til projekterne og skabe overblik over fremdriften i centerets forskellige projekter.
Centeret vil få flere nationale og internationale samarbejdspartnere, og du må derfor forvente, at der kan forekomme rejseaktivitet.
Det er afgørende for os, at den viden vi indsamler, bliver formidlet til politiet, så den bliver omsat og brugt operativt. Du vil derfor også skulle bidrage med at finde nye og alternative måder at formidle den viden, vi får i centeret til vores kollegaer på tværs af politiet.
Vi er ved at opbygge et stærkt team bestående af både civile konsulenter og politiuddannede, som skal arbejde tæt sammen på tværs af faggrænser og emneområder. Det er derfor vigtigt for os, at du værdsætter det teambaserede arbejde og trives med at indgå i dialog og samarbejde med mange forskellige faggrupper.
Hvem søger vi?
Vi forestiller os, du:
- har en uddannelse som informationsspecialist eller bibliotekar – enten på bachelor- eller kandidatniveau eller som bibliotekar DB - har erfaring med systematisering af viden og gerne udvikling af databaseløsninger hertil - har erfaring med projektledelse og kan anvende forskellige typer projektledelsesværktøjer - er god til at skabe relationer og har solide samarbejdsevner på tværs af faggrupper - har gode kommunikative evner og erfaring med formidling til forskellige målgrupper - det vil være en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med tværsektorielt samarbejde - har interesse for politiets arbejde og arbejdsmetoder.
Vi forventer derudover, at du tager del i den administrative del af sagsbehandlingen for at få vores projekter i mål, og at du giver dit bidrag til, at vores fælles hverdag er præget af et godt arbejdsmiljø, hvor alle trives.
Ansættelsesvilkår Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret som fuldmægtig, specialkonsulent eller chefkonsulent på baggrund af kvalifikationer.
Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet med adresse på Ejby Industrivej 33, 2600 Glostrup.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Rigspolitiets har røgfri arbejdstid.
Yderligere information Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte centerchef Sanne Brasch Kristensen på telefon: 40425182. Du kan læse mere om vores ansættelsesproces og politiet som arbejdsplads her
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade relevant eksamensbevis. Alle dokumenter skal være i pdf-format. Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.
Ansøgningsfrist: 22.11.2026.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 48 og 49.
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed Vi er cirka 18.000 ansatte i politiet, hvor omkring to tredjedele er polititjenestemænd og politikadetter og resten er civilt ansatte. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at rigsfællesskabet er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med det operative beredskab, forebygger eller efterforsker, eller bidrager med en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for rigsfællesskabets i alt 14 politikredse og National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). Vi sørger for, at politiet har de rette rammer for politiets arbejde og udvikling. Vi står bag god ledelse og uddannelse. Bag tjenestevåben, der matcher opgaven. Bag ordentlig hjælp, hvis såret har sat sig i sindet hos vores politikolleger. Vi står bag teknologi, der følger udvikling. Bag fordeling af ressourcerne. Bag fremtidens politi. Det er os – Rigspolitiet – der altid er bag dem, der står forrest.
Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk
Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.