Se alle job

DevOps engineer til dataanalyse i PET

Politiet

Vil du være med til at sikre, at PET’s analytikere og efterforskere har stabile og effektive værktøjer til at analysere store og komplekse datamængder? Som DevOps engineer kommer du tæt på både udviklingen og den operative anvendelse af vores analyseplatforme. Dit arbejde er med til at sikre, at nye funktioner og forbedringer hurtigt og sikkert kan tages i brug, når behovet opstår.

Få teknikken sikkert fra udvikling til anvendelse

I Sektionen for Analyseværktøjer i PET søger vi en DevOps engineer til vores platforme til dataanalyse. Vores produkter gør det muligt for PET’s medarbejdere at udføre avanceret analyse, herunder ved hjælp af AI, på tværs af mange typer data som geospatiale data, tidsserier, tekst, billede, video, lyd og grafdata.

I vores sektion er vi tæt på PET’s operative virke, og nogle gange skal tingene gå stærkt. Som DevOps engineer i vores sektion bidrager du derfor til Danmarks sikkerhed ved at gøre processen fra commit til produktion så hurtig og friktionsfri som muligt. Du vil også spille en central rolle i et etablere både DevOps tooling og kultur i PET. Du kommer samtidig til at spille en vigtig rolle i at videreudvikle vores værktøjer og arbejdsmetoder. Du vil også bidrage med din tekniske faglighed i dialogen med leverandører om implementering af nye systemer og platforme.

Dine opgaver vil blandt andet være at:

• Holde vores systemer sunde, tilgængelige og sikre i produktion. Det dækker over frontend, backend-processering, databaser og integrationer. • Udvikle tooling der gør det enkelt og sikkert for udviklerne selv at deploye og drive deres ændringer. Det indebærer blandt andet arbejde med CI/CD pipelines, rollback, observability og guardrails. • Gennemføre root cause-analyse, når noget går galt, skrive målrettede bug fixes i applikationskoden og genoprette stabil drift sammen med resten af teamet og vores samarbejdspartnere i organisationen. • Migrere et af vores systemer til Kubernetes i samarbejde med vores on-prem Cloud-team, der vedligeholder clusteret. • Arbejde på tværs af platform-grænser. Vores produkter integrerer bl.a. op imod vores dataplatform og vores AI platform. Derudover samarbejder vi tæt med vores Cloud-team. Derfor handler en del af jobbet om at navigere i grænsefladen mellem vores og deres systemer. Det vil fx sige at triagere, hvor et problem er opstået og kommunikere præcist på tværs af grænsefladen.

Du har et solidt teknisk fundament

Vi forestiller os, at du:

• Har et solidt fundament inden for Linux og containere og forstår, hvordan applikationer fungerer i drift. • Har erfaring med observability og fokus på continuos improvement. Vi er også interesseret i at høre, om hvis du ved, hvad vi taler om, når vi siger metrics, logs og tracing, og hvis du er vant til at omsætte incidents til varige forbedringer • Har praktisk erfaring med CI/CD og sikker levering. Vi søger en ny kollega med praktisk erfaring med at bygge automatiserede pipelines fra commit til produktion. Her forestiller vi os også, at du har praktisk erfaring med scripting i fx Python. • Kan fikse bugs i applikationskode. Vi værdsætter, hvis du har erfaring med mindst ét programmeringssprog (Python, JavaScript, Java) og kan fejlfinde og skrive målrettede bugfixes.

Inddrag gerne i din ansøgning, hvis du er i stand til og har lyst til at skrive software, ikke bare script, samt hvis du har interesse for og evnerne til lejlighedsvist at bidrage til udviklingsopgaver. Det kan fx være ved at gøre vores systemer i stand til at modtage og udstille en ny type data, når ballonen går op.

Vi forventer ikke, at du har erfaring med det hele. Vi hjælper dig med at lære det, du ikke allerede kan. Til gengæld forventer vi, at du trives med at løfte opgaver, synes det er sjovt at være tæt på udvikling og omsætte det idérige til det driftsstabile. Det er vigtigt, at du kommer med en motivation til at videreudvikle dig, og har lyst til at angribe komplekse opgaver, som kræver, at du tilegner dig viden på et nyt teknisk felt.

Du skal samtidig kunne lide spændet mellem udvikling og drift. Du får mulighed for både at automatisere det manuelle, løse de fejl, der uundgåeligt opstår, og bruge erfaringerne til at gøre løsningerne mere robuste næste gang.

Du trives med ansvar og samarbejde

Vi lægger vægt på, hvordan du går til dit arbejde, samarbejder med andre og tager ansvar for de løsninger, du er med til at skabe. Derfor ser vi gerne, at du:

• Automatiserer dig ud af manuelt arbejde. Du foretrækker at udvikle værktøjet, som fjerner det manuelle arbejde, frem for selv at udføre opgaverne i hånden. • Håndterer fejl uden at placere skyld. Incidents er læringsmuligheder og input til mere robuste systemer. • Samarbejder godt. Vi har mange samarbejdspartnere. Du kan navigere i snitfladerne mellem din egen rolle, tech leads i og uden for sektionen samt kommercielle leverandører.

Bliv en del af et team med forskellige fagligheder

Du bliver en del af Sektionen for Analyseværktøjer, hvor vi udvikler og driver de værktøjer, som PET’s analytikere og efterforskere bruger i deres arbejde med data. Teamet består af kolleger med forskellige fagligheder og perspektiver, og vi bruger hinanden til at finde gode løsninger. Som DevOps engineer får du både mulighed for at bringe din egen faglighed i spil og for at blive klogere sammen med kolleger, der kan noget andet end dig.

Vi tjener et alvorligt formål, men har en uformel omgangstone og plads til at have det sjovt. Det er plads til at udfordre hinandens idéer, spørge om hjælp og dele det, man selv ved. Og derudover har vi et fællesskab, hvor humor og godt kollegaskab er en naturlig del af hverdagen.

Du får med andre ord et arbejdsmiljø, hvor vi tager teknikken og vores fælles ansvar alvorligt, men hvor der samtidig er plads til forskellige måder at tænke og arbejde på. Vi tror på, at det både giver bedre løsninger og gør det sjovere at gå på arbejde.

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag

Det kræver IT -profiler at værne om frihed, mennesker og demokrati og PET er en stor IT-arbejdsplads. Her arbejder java-udviklere, infrastrukturspecialister, netværksteknikere, hackere, firewallspecialister og mange andre med en baggrund inden for IT. Nogle har valgt PET for at arbejde med store og komplekse opgaver. Andre faldt for, at vi selv designer mange af vores løsninger fra bunden, udvikler og implementerer dem. Vores kollegaer skal bruge vores arbejde, og vi er med fra start til slut. Endelig har mange af os valgt jobbet for at arbejde med en sag, der er større end profit og timefakturering.

Vores arbejdsplads er som ingen andre. Som ansat i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.

Ansættelsesforhold

Ansættelsesstart pr. 1. marts eller hurtigst muligt derefter. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.PET.dk/job.

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst

Du indplaceres som fuldmægtig, specialkonsulent eller chefkonsulent på AC-overenskomsten eller i løngruppe 2 eller 3 på HK-overenskomsten afhængigt at din erfaring og faglige kompetencer. Som IT-medarbejder på HK-overenskomsten tildeles du desuden et EDB-tillæg på 2.090,18 kr. pr. måned eksklusiv pension. For begge overenskomster gælder, at der eventuelt kan forhandles tillæg på baggrund af en individuel vurdering.

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.

Yderligere information

Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.PET.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.

Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.

Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.

Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.