Se alle job

Skadedyrsbekæmper til Københavns Kommune

Københavns Kommune

Har du lyst til at arbejde med bekæmpelse af rotter, og er der gemt en detektiv i maven på dig?

Så kunne det her være jobbet for dig. Vi har fået mere travlt i Skadedyrsenheden og skal derfor have en ny kollega.

Om jobbet

I Skadedyrsenheden sætter vi en ære i at hjælpe københavnerne og byens erhvervsdrivende med at finde årsagen til, at rotter kommer og at få løst problemet.

Som miljøkontrollør vil dine primære arbejdsopgaver bestå i at

køre ud til borgere, restauratører eller andre, der har brug for hjælp til at bekæmpe rotter og undersøge problemet og rådgive i rottesikring og forebyggelse

føre digital sagsbehandling i forbindelse med dine tilsyn

føre opsyn med hygiejneforhold og renholdelse i beboelsesejendomme mv. og varetage den efterfølgende sagsbehandling

Hvem er du?

Vi forventer, at du

har kendskab til bygge- og anlægsforhold - fx som bygningshåndværker eller har erfaring med kloakering osv.

har kørekort til almindelig bil

besidder it-færdigheder på brugerniveau, blandt andet til sagsbehandling

har sproglige færdigheder til at formulere dig på dansk i både skrift og tale

kan begå dig på engelsk i almindelig samtale

Det vil være en fordel, hvis du har autorisation til bekæmpelse af rotter. Hvis du ikke har autorisationen i forvejen, betaler vi for kurset hos Miljøstyrelsen, så du bliver autoriseret til at bekæmpe rotter.

Du skal varetage dele af dine arbejdsopgaver ude hos vores borgere samt på kontoret. Det er derfor vigtigt, at du er god til at tilrettelægge din dag og følge opgaverne til dørs, såvel praktisk som administrativt. Det skriftlige og administrative arbejde udgør ca. 1½ - 3 timer dagligt.

Da vi kommer som myndighedspersoner i private hjem, skal du desuden være villig til at fremvise en straffeattest.

Du bliver en del af

et stærkt fagligt hold på 27 medarbejdere, der deler det samme engagement med at holde rottebestanden nede i vores by og yde en god service

et godt kollegialt sammenhold med en humoristisk og uformel omgangsform, hvor vi sparrer og hjælper hinanden i det daglige

en organisation, der både har fokus på god ledelse og på at sikre gode udviklings- og uddannelsesmuligheder for sine medarbejdere

Vi tilbyder

Du får en attraktiv arbejdsplads, der skaber rammerne for, at vi har en god balance mellem privat- og arbejdsliv, herunder

fastansættelse med 37-timers arbejdsuge med betalt frokostpause

moderne kontorfaciliteter på Kraftværksvej 25 med gode parkeringsmuligheder

mulighed for løbende at uddanne dig gennem kurser udbudt i Klima- Miljø- og Teknikforvaltningen

en attraktiv pensionsordning

løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst for miljøkontrollører

Vi ønsker, at du kan tiltræde den 1. januar 2027.

Yderligere oplysninger

Hvis du ønsker at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte enhedschef Kjeld Christensen på 61 24 94 65.

Søg via linket senest søndag den 22. november 2026

Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 48.

Arbejdstid: Fuldtid

Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.