Bliv driftsmedarbejder med fokus på brand og sikkerhed hos Faciliteter
Københavns Kommune
Drømmer du om at gøre en forskel i hverdagen for alle, der bruger Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningens bygninger – og brænder du samtidig for at øge sikkerheden?
Faciliteter drifter idrætsanlæg, museer, biblioteker, kulturhuse og svømmehaller. Her har vi ansvaret for ejendomsdriften, brandsikkerhed, vedligehold, rengøring og meget mere.
Vi søger to engagerede driftsmedarbejdere med faglighed inden for brandsikkerhed, som har lyst til at deltage i vores særlige arbejdsgruppe for området. Her får du mulighed for at kombinere din tekniske indsigt med det formål at sikre, at vores kultur- og idrætsfaciliteter altid lever op til de højeste standarder for brandsikkerhed.
Du bliver del af en nyoprettet arbejdsgruppe med fagligt fokus på brandsikring, hvor der er stor opbakning og opmærksomhed fra både ledelse og kolleger. Vi lægger vægt på videndeling, samarbejde og faglig udvikling. Du står aldrig alene – her er plads til sparring, læring og et godt arbejdsmiljø. Uanset om du har solid erfaring med brandsikkerhed og drift af brandtekniske installationer, eller om du har en god teknisk baggrund og mod på at lære nyt, vil vi gerne høre fra dig.
Din hverdag
Du vil opleve, at hver dag byder på nye udfordringer – selvom mange opgaver følger faste rutiner, er to dage sjældent ens. Du får fast geografisk arbejdsområde, og vi hjælper hinanden på tværs og deler viden, så vi sammen sikrer trygge rammer. Du har til opgave at gennemgå brandsikringssystemer, følge op på driften og sparre med kolleger. Nogle dage deltager du i brandsyn, mens du på andre tidspunkter er med til at omsætte lovgivning og retningslinjer til konkrete løsninger sammen med resten af arbejdsgruppen.
Dine vigtigste opgaver er
arbejde med DKV-planer og driftsjournaler
gennemgå og følge op på brandsikringsanlæg som ABA- og AVA-systemer
rådgive og sparre med kolleger om brandsikring og drift
sikre kvalitet og følge op på brandsikkerhedsprocedurer
have kontakt til eksterne samarbejdspartnere, fx Hovedstadens Beredskab og vores serviceleverandører
Er det dig?
Vi lægger vægt på, at du
har erfaring med BR18, DKV og brandsikringssystemer
trives i en hverdag, hvor både drift og uforudsete opgaver fylder
er god til at samarbejde og sætter pris på mange kontaktflader, hvor kommunikation til og med meget forskellige fagligheder er vigtig
arbejder struktureret, tager ansvar og er motiveret
kan arbejde selvstændigt og samtidig bidrager til fællesskabet
er fleksibel med arbejdstider, når opgaverne kræver det
er klar til at cykle rundt til forvaltningens lokationer i hele København – uanset vind og vejr
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer om ugen med løn i henhold til gældende overenskomst.
Dit arbejdssted er Nyropsgade 3, 1602 København V, men du har hele byen som arbejdsplads, og vi stiller cykel og andet nødvendigt udstyr til rådighed.
Vi ser gerne, at du kan begynde hos os den 1. februar 2027.
Vi indhenter børne- og privat straffeattest samt reference i forbindelse med ansættelsen.
Vil du vide mere?
Hvis du er interesseret og gerne vil høre mere, så er du meget velkommen til at ringe til teamleder Kristian Kaltoft på 21 20 91 54 eller specialist med ansvar for arbejdsgruppen John Randrup på 40 13 63 05.
Søg via linket senest søndag den 29. november 2026
Vi afholder første samtale i uge 50 og forventer anden samtale afholdt i uge 51.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen
I Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen arbejder vi hver dag for at skabe gode rammer for kultur- og fritidslivet i byen, og for at give københavnerne samt byens gæster en professionel og nærværende service. Fra biblioteker, kulturhuse og museer til idrætsfaciliteter, borgerservice og byens grønne rum – skaber vi rammer for fællesskaber, hvor københavnerne kan mødes og udfolde sig. Vores fælles mål er at gøre København til et godt sted at leve, mødes og engagere sig.
Arbejdstid: Fuldtid
Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.