Se alle job

Projektsygeplejerske til Lungemedicinsk Forskningsenhed – Vejle Sygehus

Region Syddanmark

Vil du bidrage til udviklingen af klinisk forskning og være med til at skabe grundlag for bedre behandling af patienter med lungesygdomme?

Vi søger en engageret projektsygeplejerske med tiltrædelse den 1. januar 2027, som ønsker at blive en del af et fagligt ambitiøst forskningsmiljø, hvor klinisk forskning og patientbehandling er tæt forbundet.

Stillingen byder på en varieret hverdag med en kombination af klinisk sygepleje, direkte patientkontakt og selvstændigt ansvar for koordinering og gennemførelse af kliniske forskningsprojekter. Du får dermed mulighed for at bringe dine sygeplejefaglige kompetencer i spil i en forskningsmæssig sammenhæng og bidrage til, at ny viden omsættes til udvikling af den kliniske praksis.

Lungemedicinsk Forskningsenhed

Lungemedicinsk Forskningsenhed er organisatorisk forankret i Medicinsk Afdeling på Vejle Sygehus. Enheden gennemfører kliniske forskningsprojekter med fokus på at skabe ny viden og bidrage til udviklingen af diagnostik og behandling inden for det lungemedicinske speciale.

Som projektsygeplejerske får du en central rolle i gennemførelsen af kliniske forskningsstudier og bliver involveret i hele forskningsprocessen – fra studieopstart og patientrekruttering til koordinering, gennemførelse og afslutning af studierne. Du varetager både kliniske og administrative opgaver og indgår i et tæt tværfagligt samarbejde med patienter, investigatorer, sponsorer og øvrige samarbejdspartnere.

Stillingen er som udgangspunkt på fuld tid med hovedvægt på opgaver i Forskningsenheden samt én ugentlig dagvagt i Lungemedicinsk Ambulatorium. Denne kombination sikrer en tæt tilknytning til den kliniske praksis og giver mulighed for løbende at bygge bro mellem forskning og patientbehandling.

Høje faglige ambitioner og stærkt samarbejde

Som en del af Sygehus Lillebælt arbejder vi ud fra tilgangen patienten først og værdierne resultater, ordentlighed, samarbejde og excellence. Det forpligter os til at skabe høj kvalitet i patientbehandlingen og samtidig udvikle vores faglighed, forskning og arbejdsgange.

I Lungemedicinsk Forskningsenhed arbejder vi struktureret og målrettet med vores opgaver og har høje faglige ambitioner. Samtidig lægger vi stor vægt på et stærkt kollegialt fællesskab, hvor vi deler viden, hjælper hinanden og tager fælles ansvar for kvaliteten i vores arbejde.

Vi prioriterer en kultur præget af tillid, åbenhed og ærlighed – en arbejdsplads, hvor vi deler viden, stiller spørgsmål og udvikler os gennem faglig dialog og sparring. Vi møder hinanden med respekt, anerkender hinandens bidrag og fejrer de resultater vi skaber sammen. Humor, fleksibilitet og en uformel omgangstone er samtidig en naturlig del af hverdagen.

For os hænger høj faglighed og et godt arbejdsmiljø uløseligt sammen. Vi tror på, at de bedste resultater skabes gennem tydelige rammer, fælles mål og et arbejdsfællesskab, hvor den enkelte får mulighed for at tage ansvar, udvikle sig og bidrage aktivt.

Dine ansvarsområder

Du bliver involveret i forskningsprojekternes forskellige faser og får en varieret hverdag med både patientnære, koordinerende og administrative opgaver.

Dine primære opgaver bliver at:

Planlægge og koordinere opstart af kliniske studier i samarbejde med sponsor og monitor, herunder budgetlægning.

Deltage i sponsorbesøg og monitoreringsbesøg.

Sikre at studier gennemføres i overensstemmelse med Good Clinical Practice (GCP), studieprotokoller og gældende lovgivning.

Screene og rekruttere patienter samt planlægge og koordinere studiebesøg.

Udføre studierelaterede patientundersøgelser og administrere protokolspecificerede behandlinger.

Bidrage til udarbejdelse og vedligeholdelse af kliniske instrukser.

Afslutte forskningsprojekter i samarbejde med monitor og principal investigator.

Deltage i videnskabelige møder og konferencer samt bidrage til undervisning og faglig sparring i samarbejde med Lungemedicinsk Ambulatorium.

Det tilbyder vi

Du bliver en del af et dedikeret forskningsteam, hvor du får mulighed for at tage ansvar, udvikle dine kompetencer og bidrage aktivt til den kliniske forskning.

Vi tilbyder et struktureret introduktionsforløb, tæt faglig sparring og et tværfagligt samarbejde, hvor vi deler viden og erfaringer. Du får en varieret arbejdsdag med selvstændige opgaver, patientkontakt og mulighed for at udvikle dig inden for både forskning og lungemedicinsk sygepleje.

Vi prioriterer et arbejdsmiljø, hvor faglige ambitioner går hånd i hånd med kollegial støtte, tillid og en god omgangstone.

Dine faglige og personlige kompetencer

Vi søger en uddannet sygeplejerske med interesse for klinisk forskning og det lungemedicinske speciale. Erfaring med lungemedicinsk sygepleje, kliniske lægemiddelforsøg eller projektarbejde er en fordel og kendskab til GCP er ønskeligt.

Derudover forventer vi, at du:

Har gode IT-kompetencer, solide tekniske færdigheder og behersker engelsk, både mundtligt og skriftligt.

Har gode færdigheder inden for instrumentel sygepleje.

Arbejder struktureret og selvstændigt og tager ansvar for dine opgaver.

Er fleksibel og kan bevare overblikket i en hverdag med skiftende opgaver og prioriteringer.

Kommunikerer tydeligt og samarbejder konstruktivt med patienter, kolleger og eksterne samarbejdspartnere.

Er nysgerrig, kvalitetsbevidst og motiveret for faglig udvikling.

Vi lægger desuden vægt på, at du bidrager positivt til fællesskabet, møder andre med åbenhed og ordentlighed og har lyst til at dele din viden. Du behøver ikke kunne det hele fra første dag, men du skal have lyst til at tage ansvar, lære nyt og være med til at udvikle både faglighed og samarbejde.

Arbejdstid

Arbejdstiden i Forskningsenheden ligger som udgangspunkt på hverdage kl. 7.30-15.00. I forbindelse med kliniske forskningsaktiviteter, konferencer og kurser kan der forekomme arbejde uden for dette tidsrum.

Kontakt og ansøgning

Har du spørgsmål til stillingen eller ønsker du at høre mere om arbejdet i Lungemedicinsk Forskningsenhed, er du meget velkommen til at kontakte:

Mette Schmidt Møller, oversygeplejerske

Telefon: 79 40 90 62

E-mail: Mette.schmidt.moeller@rsyd.dk

Ansøgningsfrist: 19. november 2026

Ansættelsessamtaler: 24. november 2026

Som en del af ansættelsessamtalen indgår en faglig case, som du modtager til forberedelse 4 dage før samtalen.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning og til at byde en ny kollega velkommen i Lungemedicinsk Forskningsenhed.

Du kan læse mere om Medicinsk Afdeling her og du kan se funktionsbeskrivelse her.

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår for stillingen følger Sundhedskartellet , 32.17.1. Startlønnen for stillingen kan findes via følgende link: Se startløn for stillinger i Region Syddanmark.

Udover startlønnen kan lønnen indeholde forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer

Arbejdstid: 37

Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.