Se alle job

Lager- og logistikmedarbejder med stort kørekort

Professionshøjskolen Absalon

Vil du være med til at servicere lærere og pædagoger med konsulentydelser og læremidler? I Udlånssamlingen transporterer vi dagligt læremidler ud til skolerne med vores lastbiler. Disse læremidler består af både bøger i klassesæt, men også af lasercuttere, 3D printere og programmérbare robotter.

Med Absalons strategi "Uddannelser, der mærkes i hele Region Sjælland" har vi taget det næste store skridt i ambitionen om at være hele Region Sjællands professionshøjskole, der uddanner dygtige professionelle og skaber mærkbar værdi for regionen.

Udlånssamlingen i Center for Undervisningsmidler (CFU) er kernen i vores service, hvor vi håndterer udlån af undervisningsmidler og materialer til alle institutioner i Region Sjælland. Udlånssamlingen sikrer i tæt samarbejde med fagkonsulenter, at vores samling er moderne og opfylder nutidens krav til relevante undervisningsmidler. Dette inkluderer ansvar for indkøb, katalogisering, klargøring, vedligeholdelse af diverse materialer samt logistik ved udkørsel. Vi er desuden ansvarlige for, at institutionerne modtager de materialer, de har bestilt via mitCFU. Vores kørselsordning sikrer levering til institutionerne ugentligt, og vi betjener stolt 600 institutioner og skoler i området.

Din profil

Vi søger dig, der trives med at:

køre ud til skoler og møde mange forskellige mennesker i løbet af en dag

arbejde målrettet med opgaver som fx at pakke nye materialekasser til udlån

indgå i et tæt forpligtende samarbejde med kolleger

være fleksibel i perioder ift. arbejdsopgaver.

Derudover er det et krav, at du har kørekort til lastbil.

Dine arbejdsopgaver

Du skal både arbejde i vores udlånssamling i Sorø og transporterer læremidler ud til skolerne.

I Udlånssamlingen består vores lager dels af to lagerautomater, som vi styrer med et digitalt lagerstyringssystem, og dels af et pallereollager, som også er integreret i det digitale system. I Udlånssamlingen består opgaverne i at pakke læremidler til skolerne, afnotere materialer, der har været lånt ud, samt sørge for at opmærke og finde logistikløsninger til nye sæt i tæt samarbejde med vores bibliotekarer og fagkonsulenter.

Dine kolleger

Udlånssamlingen er en del af Facility Service. I Udlånssamlingen i Sorø kommer du til at indgå i et team med 8-9 andre kolleger, hvor dagligdagen er præget af godt humør, en uformel tone og til tider meget vekslende opgaver. Der er ikke langt fra tanke til handling, og vi bruger kun ”plejer”, når det giver mening. Vi er glade for kage og prioriterer hver dag at løse stort og småt over en fælles kop kaffe – om fredagen med morgenbrød.

Vi har et tæt samarbejde i Center for Undervisningsmidler (CFU), hvor du indgår i et fællesskab med ca. 30 kolleger, herunder fagkonsulenter til fagene i folkeskolen, kursussekretærer og bibliotekarer. Vi er ugentligt til stede på fire forskellige lokationer:

Udlånssamlingen i Sorø

Ressourcecenter Slagelse

Informationssamlingen i Vordingborg

Ressourcecenter Roskilde

Sådan ansøger du

Ansættelse sker efter gældende overenskomst på statens område.

Stillingen er på fuld tid, og vi vil gerne have at du begynder senest den 1. januar 2027.

Afhængigt af baggrund og erfaring ligger en forventet månedlig løn mellem 28.000 kr. og 30.000 kr. Hertil kommer et pensionsbidrag på 15%.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Mikael Scheby, på telefon 7248 1942 eller mks@pha.dk

Ansøgning og relevante bilag sendes via vores rekrutteringssystem her eller ved at klikke på ”Søg stillingen” til højre på denne side senest den 20. november 2026.

Vi forventer at holde samtaler den 26. november 2026 i tidsrummet 10-15.

Vi ønsker, at medarbejderstaben afspejler det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, kulturel og etnisk baggrund til at søge stillingen.

Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.