Se alle job

Teknisk systemansvarlig for geoteknik i Banedanmark

Banedanmark

Motiveres du af at arbejde i dybden med geoteknik og omsætte faglige vurderinger til regler og løsninger, der bruges i anlægs- og fornyelsesprojekter på den danske jernbane? Som teknisk systemansvarlig i Banedanmark bliver du en del af en sektion med 25 medarbejdere fordelt på tre teams, hvor du kombinerer teknisk fordybelse, rådgivning og dispensationsbehandling i ét job.

Her får du en hverdag, hvor du både vedligeholder det geotekniske grundlag for projekterne og hjælper kolleger med at anvende det i praksis. Vi sørger for introduktion til jernbanen, og du kan have base i København, Aarhus eller Fredericia.

Dine opgaver

Som teknisk systemansvarlig arbejder du tæt på de beslutninger og leverancer, der skal få geoteknikken til at fungere sikkert og ensartet i Banedanmarks projekter. Opgaverne spænder fra teknisk dokumentation til konkret rådgivning i hverdagen.

Udarbejde og vedligeholde tekniske regler, normer og retningslinjer for geoteknik med afsæt i internationale standarder og Banedanmarks krav.

Rådgive Banedanmarks projektorganisation om geotekniske forhold i anlægs- og fornyelsesprojekter, så krav bliver omsat til løsninger, der fungerer i praksis.

Behandle dispensationsansøgninger fra tekniske regler og træffe afgørelser inden for ansvarsområdet på baggrund af faglige og risikobaserede vurderinger, herunder sikkerhed og livscyklusomkostninger.

Samarbejde med din TSA-kollega, tekniske projektejere, projekteringsledere og projekterende om at sikre ensartet anvendelse af geotekniske regler på tværs af projekter.

Dine kvalifikationer

Vi søger en ingeniør, der kan tage et højt fagligt niveau med ind i arbejdet fra start. Det vigtigste er, at dine erfaringer matcher opgaverne og den tekniske kompleksitet.

Vi ser gerne at du har fem års relevant erhvervserfaring fra en teknisk stilling inden for geoteknik og infrastruktur.

Du har solid geoteknisk faglighed og erfaring med at vurdere komplekse tekniske problemstillinger, også når de går på tværs af fagområder.

Du har erfaring med at udarbejde, anvende eller kvalitetssikre tekniske regler, normer, retningslinjer eller tilsvarende teknisk dokumentation.

Du kan omsætte tekniske vurderinger til klare skriftlige leverancer og præcis mundtlig rådgivning.

Din nye arbejdsplads er fuld af gode kolleger og spændende opgaver

Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø, hvor vi deler viden, hjælper hinanden og møder opgaverne med engagement og godt humør. Vi har en uformel omgangstone og lægger vægt på, at vi udvikler os fagligt sammen.

Vi prioriterer din faglige udvikling og giver dig mulighed for at styrke dine kompetencer gennem relevante kurser og uddannelsesforløb. Samtidig arbejder vi for en arbejdsplads, hvor forskellige erfaringer og perspektiver er en styrke, og hvor der er plads til, at alle kan bidrage.

Hos Banedanmark får du mulighed for at udvikle dig fagligt og arbejde med opgaver, der har betydning for fremtidens jernbane. Vi lægger samtidig vægt på fleksible arbejdsforhold og en god balance mellem arbejdsliv og privatliv.

Du kan vælge at have din arbejdsplads i København, Aarhus eller Fredericia. Alle tre lokationer har gode transportmuligheder og parkering.

Løn og ansættelsesvilkår

Du ansættes efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten.

Du indplaceres på baggrund af akademisk anciennitet og erfaring som AC-medarbejder på basistrin jf. gældende overenskomst, som du finder her og Medarbejder- og Kompetencestyrelsens lønoversigt, som du finder her.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer er der mulighed for forhandling af tillæg. Der vil være tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18,07 %

Ansøgning og kontakt

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Mikkel Esser Smith på tlf. 61963247 eller sektionschef Elif Tekin-Firat på tlf. 20523199.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår kan du kontakte vores HR-konsulenter på mail banedanmarkpersonale@bane.dk

Ellers er du velkommen til at sende os din ansøgning og CV hurtigst muligt, da vi vurderer ansøgninger og indkalder til samtaler løbende. Går du videre fra de indledende samtaler, kan der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.

For at søge stillingen skal du klikke på linket ‘Søg stilling’ og følge instrukserne.

Forskellige perspektiver gør os stærkere. Derfor værdsætter Banedanmark mangfoldighed og opfordrer alle interesserede kandidater, uanset personlig baggrund, til at søge

Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.