Se alle job

Socialrådgiver eller socialformidler til Afsnit for Rehabilitering, Psykiatrien Syd

Region Sjælland

Vil du bruge din socialfaglighed tæt på patienterne og være med til at skabe sammenhæng mellem behandling, hverdagsliv og fremtid? På Afsnit for Rehabilitering "De Fire Hjørner" søger vi en socialrådgiver eller socialformidler, der har lyst til at kombinere socialfagligt arbejde med daglig miljøterapi og en kontaktpersonsrolle. Hos os bliver din socialfaglige viden en vigtig del af patienternes samlede behandlings- og rehabiliteringsforløb. Et afsnit med en særlig opgave og et stærkt tværfagligt fællesskab De Fire Hjørner tilbyder længerevarende, helhedsorienterede behandlings- og rehabiliteringsforløb på op til 9 måneder til mennesker med alvorlig psykisk sygdom og samtidig kompleks rusmiddelproblematik. Vi arbejder recoveryorienteret og tager udgangspunkt i patienternes egne mål, ønsker og muligheder for at skabe et mere stabilt og meningsfuldt liv. Patientgruppen er kompleks og kræver høj faglighed, tålmodighed og relationelt nærvær. Vi søger en kollega, der møder mennesker med nysgerrighed, respekt og tro på udvikling, og som kan være med til at bære det vikarierende håb, når udfordringerne er størst. Du bliver en del af et tværfagligt team med blandt andre sygeplejersker, pædagoger, social- og sundhedsassistenter, ergo- og fysioterapeuter, peer-medarbejdere, læger, psykologer og rusmiddelbehandlere. Vi lægger vægt på, at du bidrager aktivt med din socialfaglige viden og dine perspektiver i det fælles arbejde omkring patienterne. Dine opgaver som socialrådgiver eller socialformidler Du får en central rolle i arbejdet med patienternes sociale forhold og i at skabe sammenhæng mellem deres behandling og livet uden for afsnittet. Samtidig indgår du som en naturlig del af det daglige miljøterapeutiske arbejde, hvor du er med til at skabe struktur, relationer og meningsfulde aktiviteter i patienternes hverdag. Du varetager også en kontaktpersonsrolle og støtter patienterne i deres individuelle behandlings- og rehabiliteringsforløb. Stillingen kombinerer derfor din socialfaglige specialviden med direkte, relationelt arbejde tæt på patienterne. Dine opgaver vil blandt andet omfatte: • At deltage aktivt i det daglige miljøterapeutiske arbejde og understøtte en tryg, struktureret og meningsfuld hverdag for patienterne. • At varetage en kontaktpersonsrolle med fokus på relation, kontinuitet og patientens individuelle mål. • At afdække og arbejde med patienternes sociale udfordringer, ressourcer og muligheder. • At yde socialfaglig rådgivning og vejledning om blandt andet økonomi, forsørgelse, boligforhold og sociale støttemuligheder. • At samarbejde med kommunale myndigheder, botilbud og øvrige relevante samarbejdspartnere om patienternes samlede forløb. • At understøtte gode overgange mellem indlæggelse, kommunale tilbud og patienternes videre liv. • At bidrage med socialfaglige vurderinger og viden om lovgivning i den tværfaglige behandlingsplanlægning. • At støtte patienterne i at forstå deres muligheder og rettigheder og deltage aktivt i deres eget forløb. • At bidrage til et åbent og refleksivt arbejdsmiljø med faglig sparring og fælles læring. Vi arbejder ud fra en fast behandlingsstruktur, men tilpasser indsatsen til den enkelte patients behov og mål. Hvem er du? Du er uddannet socialrådgiver eller socialformidler og har gerne erfaring fra psykiatri, socialpsykiatri, rusmiddelområdet eller kommunal myndighedsbehandling. Vi lægger særligt vægt på, at du: • Har et menneskesyn, hvor du ser muligheder og ressourcer, også hos mennesker med meget komplekse udfordringer. • Har en solid socialfaglig forståelse og lyst til at bringe din viden aktivt i spil. • Trives med direkte patientkontakt og har lyst til at indgå i både miljøterapeutisk arbejde og kontaktpersonsopgaver. • Kan se sammenhængen mellem sociale, psykiatriske og rusmiddelrelaterede problemstillinger. • Er god til at skabe relationer og samarbejde med patienter, pårørende og eksterne samarbejdspartnere. • Kan arbejde selvstændigt og struktureret og samtidig bidrage fagligt i et tæt tværfagligt samarbejde. • Har lyst til længerevarende rehabiliteringsforløb, hvor små fremskridt kan have stor betydning. Hvad kan vi tilbyde? Hos os bliver du en del af et tværfagligt miljø, hvor forskellige fagligheder mødes om en fælles kerneopgave. Du får mulighed for at kombinere din socialfaglige viden med et nært og kontinuerligt samarbejde med patienterne. Vores længerevarende patientforløb giver dig mulighed for at opbygge relationer, følge patienternes udvikling og arbejde med både de små skridt og de langsigtede mål. Vi prioriterer faglig refleksion, udvikling og et godt kollegialt fællesskab. Arbejdstid og vagtstruktur Stillingen er på 37 timer ugentligt med arbejde hver fjerde weekend. Aftenvagter kan forekomme som en del af vagtplanlægningen. Praktiske oplysninger Arbejdssted: Afsnit for Rehabilitering "De Fire Hjørner", S4, Psykiatrien Syd, Færgegaardsvej 15, 4760 Vordingborg. Ansøgningsfrist er d. 15.11.2026 Samtaler forventes at blive afholdt d. 20.11.2026 Ansættelsesdato er d. 1.1.2027 eller hurtigst derefter Løn i henhold til aftale mellem Dansk Socialrådgiverforening og Region Sjælland.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte oversygeplejerske Sabina Beldring på telefon 93 56 84 13. Vi glæder os til at høre fra dig.

Arbejdstid: Fuld tid

Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.