Se alle job

Speciallæge eller overlæge til lungekræftudredningen på Sjællands Universitetshospital

Region Sjælland

Speciallæge eller overlæge til lungekræftudredningen på Sjællands Universitetshospital Vi søger en speciallæge i lungemedicin til vores lungemedicinske team. Stillingen er en udvidelse af den nuværende lægebemanding, som skal forstærke lungekræftudredningen i Roskilde og Næstved. Vi søger dig, der har interesse og kompetencer indenfor lungekræftudredning, og gerne vil udvikle dine invasive kompetencer yderligere som en del af et velfungerende team, der ikke er bange for at gå nye veje i patienternes udredning. Det vil derudover være en fordel, hvis du kan fungere som uddannelsesansvarlig for afdelingens lungemedicinske hoveduddannelseslæger. Stillingen er ledig til besættelse til februar 2027 eller snarest muligt. Det lungemedicinske speciale i afdelingen I perioden frem til 2028 forbereder vi indflytningen i fremtidens Sjællands Universitetshospital (SUH) i det nye hospitalsbyggeri i Køge. De nuværende infiltratenheder i Roskilde og Næstved vil da blive samlet i nyindrettede lokaler i Køge. Den planlagte fusion af funktioner vil skabe et af Danmarks største lungemedicinske centre, med en bred pallette af specialiserede og almene funktioner, og understøtte vores mål om at være blandt frontløberne indenfor lungemedicin i Danmark. På det nye sygehus vil der desuden være en enestående direkte adgang til samarbejde med de otte andre intern medicinske specialer, der lige som patologiafdeling, onkologi og nuklearmedicin alle samles på matriklen – og ambulatoriet får ØNH-ambulatoriet som nabo. Specialet varetages pr. 1. december 2026 af 11 speciallæger i Roskilde og 7 i Næstved. Heraf indgår de 8 i det invasive team. Desuden har afdelingen et klinisk professorat, som går på tværs af de to matrikler. Det ene af afdelingens sengeafsnit i Roskilde har primært specialiserede lungemedicinske patienter. Patienterne indlægges enten direkte fra Akutmodtagelse/ambulatorium eller overflyttes fra regionens øvrige sygehuse. I Næstved er der et sengeafsnit med mulighed for specialiseret lungemedicinsk behandling inkl. hjemme-NIV og high-flow-behandling. Afdelingen har regionsfunktion inden for alle områder af lungemedicinen og allergologien og ambulatoriet dækker således hele det lungemedicinske/allergologiske spektrum, fraset behandling af sjældne interstitielle lungesygdomme inkl. idiopatisk lungefibrose. De ambulante funktioner omfatter på hver af de to matrikler et ”klassisk” lungemedicinsk ambulatorium, et allergi-ambulatorium samt en infiltratenhed. I infiltratenhederne har vi blandt andet mulighed for endoskopi (bronkoskopi med elektromagnetisk navigation og p-EBUS, EBUS, EUS, EUS-B), perkutane biopsier (gennemlysning, UL-vejledt) samt anlæggelse af permanente pleuradræn. I Næstved udføres CT-vejledte biopsier desuden af lungemedicinerne, og i Næstved er der etableret en pleuraklinik med bl.a. medicinsk torakoskopi. De specialiserede ambulante ydelser omfatter derudover blandt andet: Hjemme-NIV Avanceret astmaudredning med metakolin- og mannitolprovokationer, EVH samt IOS Biologisk behandling for svær astma Basale såvel som komplekse allergologiske udredninger med provokationsforsøg Allergenspecifik immunterapi Udredning og behandling af bronkiektasier, mykobakterioser og andre komplicerede lungeinfektioner som aspergilloser Hvad vi kan tilbyde Du vil indgå i gruppen af lungemedicinske speciallæger med primær tilknytning til infiltratteamet. Derudover er der mulighed for tilknytning til et af de andre fagområder. Fordelingen af funktionstid kan aftales efter interesse og kvalifikationer, og der vil være mulighed for at have eget ansvarsområde. Ansvaret for afdelingens lungemedicinske hoveduddannelseslæger varetages i fællesskab af to speciallæger. Vi søger en speciallæge, der kan indgå i funktionen som uddannelsesansvarlig overlæge/speciallæge, og det vil være en fordel hvis du kan indgå i dette. Som speciallæge i lungemedicin på fremtidens SUH vil du være med i udviklingen af et af Danmarks største lungemedicinske centre. Ved ansættelse som overlæge tilbyder vi, at du har et område du er ansvarlig for, i samarbejde med afsnits- og afdelingsledelse. Vi tilbyder et stimulerende arbejdsmiljø med fokus på personlig og faglig vækst, hvor du kan forme fremtiden for lungemedicin på SUH. Ansættelse på deltid er en mulighed, hvis du ønsker det. Vi tilbyder også hjemmearbejdsdage med fx håndtering af CT-scanninger, telefonkonsultationer mv. Indtil vi flytter til Køge, vil du have fremmøde i Roskilde og Næstved. Hovedtjenestestedet kan være i Roskilde eller Næstved, afhængig af dine ønsker. Du vil overvejende være på hovedtjenestestedet, men vi ønsker også at du er til stede på den anden matrikel på ugentlig basis. Den lungemedicinske bagvagtsfunktion er en vagt uden for tjenestestedet/beredskabsvagt – deltagelse i vagten er en mulighed, der kan indgå i den samlede drøftelse af stillingsindhold og ansættelsesvilkår. Afdeling for lunge- og infektionssygdomme Afdeling for lunge- og infektionssygdomme har indtil nu været en del af Medicinsk Afdeling i Roskilde, men er fra 1. januar 2027 en selvstændig afdeling. Indtil vi flytter til Køge i januar 2028, er der fortsat et tæt samarbejde og vagtfællesskab med nefrologien i Roskilde, som bliver en del af Afdeling for nyre-, gigt- og bindevævssygdomme. Afdelingen varetager primært specialiserede funktioner inden for sine grenspecialer, mens indlagte patienter med almene, ikke – specialiserede lidelser overvejende håndteres på regionens øvrige sygehuse. Specialerne har et godt samarbejde og du vil opleve en inkluderende stemning i personalegruppen, hvor der er et behageligt lægefagligt og tværfagligt samarbejde. Forskning I afdelingen har du mulighed for at blive involveret i et veletableret forskningsmiljø med en klinisk professor indenfor begge grenspecialer, projektsygeplejersker og flere Ph.d.-studerende. Professor Uffe Bødtger er leder af den lungemedicinske forskningsenhed i Region Sjælland (PLUZ). Det lungemedicinske forskningsfelt er særligt indenfor invasiv kræftudredning og pleurasygdomme med løbende og omfattende publikation i internationale tidsskrifter og deltagelse i internationale forskningsnetværk. Vores ambition for den lungemedicinske forskning på SUH er at være med i front inden for lungemedicinsk forskning både nationalt og internationalt. Med den kommende samling af funktioner og ressourcer i Køge ønsker vi at styrke vores forskningsmiljø yderligere, og integrere klinisk praksis med banebrydende forskning. Vores mål er at udvide vores forskningsnetværk, tiltrække flere forskere og ph.d.-studerende, og udvide deltagelsen i internationale forskningsnetværk. Vi ønsker at fokusere på forskning, der hurtigt kan omsættes til forbedret patientbehandling, og har et ønske om at tilbyde attraktive karriere- og udviklingsmuligheder for vores forskere. Undervisning Sjællands Universitetshospital har samarbejde med Københavns Universitet. Vi varetager klinisk undervisning af lægestuderende for 3. semester bachelor og 3. semester kandidat iht. aftale med Københavns Universitet. Afdelingen har, udover forskningslektoraterne, flere kliniske lektorater. Den lægelige videreuddannelse er et højt prioriteret område og omfatter uddannelse for læger i Introduktionsstillinger Hoveduddannelse i almen medicin Hoveduddannelse i fem medicinske specialer Afdelingen lægger i det hele taget vægt på at skabe et godt uddannelsesmiljø for alle læger med mulighed for faglig sparring og udvikling. Kvalifikationer Vi søger en speciallæge i lungemedicin, som har lyst til at være en del af et godt hold, og som kan være med til at løfte både den daglige drift og afdelingens udvikling. Foruden faglige kompetencer søger vi en speciallæge med gode personlige egenskaber med evne til at samarbejde og kommunikere konstruktivt; både med kolleger og på tværs af faggrænser. Ved ansættelse som overlæge forventer vi at dine kliniske kompetencer er fuldt udviklede, at du er med til at tage ansvar for at skabe en motiverende arbejdskultur på afdelingen, og at du er klar til at påtage dig et ansvarsområde i afdelingen. Vi lægger vægt på: Dokumenterede faglige kvalifikationer indenfor lungekræftudredning og invasive procedurer Erfaring med ansvar indenfor lægelig videreuddannelse, fx som UKYL eller uddannelsesansvarlig overlæge Gode samarbejdsevner, såvel mono- som tværfagligt Lyst til at være med til at udvikle afdelingen og dig selv Ansøgning Hvis du vil søge stillingen, bedes du sende: Motiveret ansøgning CV En oversigt over dine kvalifikationer inddelt efter de syv lægeroller Hvis du skal ansættes som overlæge, kræver det godkendelse på baggrund af en faglig bedømmelse.

Arbejdstid: Fuld tid

Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.