Se alle job

Projektkoordinator til Velfærdens Fundament

Odense Kommune

Vil du være med til at forbedre Odenses grønne områder og udendørs rammer – og skabe synlige resultater i byens lokalområder?

Vi søger en dygtig og engageret projektkoordinator til en tidsbegrænset stilling, hvor du skal koordinere og følge op på de udendørs projekter under Velfærdens Fundament. Du bliver en del af Klima- og Miljøforvaltningen og kommer til at arbejde tæt sammen med interne fagområder, lokale partnerskaber og projektansvarlige på tværs af kommunen.

Velfærdens Fundament er Odense Kommunes samlede investering i velfærdens fysiske rammer. Under programmet arbejder vi med cirka 80 udendørs projekter i byens lokalområder. Projekterne er meget forskellige i størrelse – fra små, lokalt forankrede tiltag til større anlægsopgaver. Mange af dem handler om at opgradere grønne områder, men det kan også være nye stier, skiltning og aktivitetspladser i naturen.

Dine opgaver

Du får en central rolle i at skabe overblik, sikre fremdrift og understøtte samarbejdet omkring projekterne. Du kommer blandt andet til at:

Følge op på fremdrift, økonomi, risici og tidsplaner i en portefølje på cirka 80 projekter.

Koordinere aktiviteter på tværs af forvaltninger, fagområder og udførende enheder.

Bidrage med faglig viden om grønne områder, natur og udearealer, når projekterne planlægges og gennemføres.

Understøtte dialogen med lokale partnerskaber, borgere og øvrige interessenter.

Udarbejde statusnotater, beslutningsoplæg, præsentationer og andet ledelsesmateriale.

Forberede materiale til politiske møder, styregrupper og forligskreds.

Bidrage til klar og rettidig kommunikation om projekternes status, ændringer og resultater.

Planlægge og følge op på møder, aftaler og leverancer.

Vi forestiller os, at du

Har erfaring med projektkoordinering, projektledelse eller en tilsvarende rolle.

Har en grøn faglig baggrund, fx som landskabsarkitekt, landskabsingeniør, Skov- og Landsskabsingeniør, jordbrugsteknolog, eller lignende – eller solid erfaring med anlæg og drift af grønne områder.

Er struktureret og kan skabe overblik over mange parallelle opgaver og afhængigheder.

Skriver klart, præcist og målgruppeorienteret.

Trives i samarbejdet med mange forskellige fagligheder og interessenter.

Er god til at skabe relationer, følge op på aftaler og få opgaver helt i mål.

Arbejder selvstændigt, tager ansvar og bevarer roen, når prioriteringer ændrer sig.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med udendørs anlægsprojekter, fra en politisk styret organisation eller med kommunale projekt- og beslutningsprocesser, men det er ikke et krav.

Derfor skal du vælge os

Du bliver en del af et engageret kontor, der arbejder med synlige udviklingsprojekter i hele Odense. Du får en varieret hverdag med mange samarbejdsflader, et stort selvstændigt ansvar og mulighed for at bidrage konkret til grønne områder, stier og aktivitetspladser, som borgerne kan bruge og glæde sig over.

En alsidig portefølje af udendørs projekter i mange størrelser – med både strategiske og praktiske opgaver.

Tæt samarbejde med dygtige og hjælpsomme kolleger på tværs af kommunen.

En arbejdsplads med højt tempo, faglighed og plads til godt kollegaskab.

Om os

Klima- og Miljøforvaltningen arbejder med et bredt felt inden for klima, mobilitet, trafik, miljø, natur samt drift og udvikling af byens grønne områder. Vi arbejder for ambitiøse mål og for, at Odense skal være en grønnere, skønnere og mere attraktiv by at leve og færdes i.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en tidsbegrænset fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt med tiltrædelse den 1. januar 2027 eller snarest derefter. Ansættelsen løber til og med den 31. december 2027, hvor alle projekter skal være afsluttet.

Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst og principperne om lokal løndannelse. Det forventede lønniveau oplyses inden en eventuel samtale og afhænger af erfaring og kvalifikationer.

Vil du vide mere?

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Heine Risom Poulsen på tlf. 20415553.

Det praktiske

Ansøgningsfrist: den 22. november 2026.

Samtale forventes afholdt i uge 48.

Der må forventes kort frist fra indkaldelse til samtale.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.