Se alle job

Kontorchef til Policykontoret på DTU - Afd. for Policy Relationer

DTU

Har du erfaring med at sætte retning, skabe følgeskab og sikre fremdrift? Vil du være med til at udvikle og professionalisere understøttelsen af DTU’s topledelse? Og kan du navigere sikkert i dialogen med eksterne interessenter samt i en kompleks organisation? Så er du måske den kontorchef, vi søger til Policykontoret i Afdeling for Policy og Relationer (APR) på DTU.

En central lederrolle tæt på DTU’s øverste ledelse

Som kontorchef bliver du en nøglespiller i afdelingens nye ledelsesteam tæt. Du skal lede og udvikle kontorets faglighed, leverancer og medarbejdere og får mulighed for at sætte dit præg på dialogen med DTU’s politiske interessenter samt på centrale strategiske og organisatoriske dagsordener. Du får en central rolle i at sikre, at ledelsesbetjeningen forberedes, koordineres og følges op med tydelig forankring i organisationen.

Du bliver en tæt ledelsespartner og strategisk sparringspartner for direktøren for APR og får mulighed for at præge afdelingens overordnede strategiske retning og prioriteringer. Direktøren har det overordnede ansvar, mens du bidrager aktivt med faglige perspektiver og forslag til udvikling af de strategiske dagsordener. Du har selvstændigt ansvar for Policykontorets daglige ledelse og opgaveløsning og for at omsætte den fælles retning til konkrete prioriteringer og leverancer samt sikre fremdrift i de dagsordener, kontoret har ansvar for.

Ledelsesopgaven

Som kontorchef skal du kunne sætte en tydelig retning og mål for kontoret, samtidig med at du skaber samarbejde og sammenhæng på tværs af organisationen. Du skal skabe engagement og følgeskab gennem involvering, tillid og aktiv videndeling blandt medarbejderne og i organisationen, samt sikre fremdrift og tydelige resultater i de aktiviteter, der er defineret i afdelingens handlingsplan. Det indebærer også ansvar for koordinering og systematisk opfølgning på ledelsesbeslutninger.

Du skal kunne lede både opad og nedad. Som sparringspartner for direktøren og direktionen skal du bidrage til klare og solide beslutningsgrundlag, samtidig med at du sætter retning for medarbejderne og skaber rammerne for høj faglig kvalitet, udvikling og ansvar. Du skal opbygge et stærkt fagligt miljø med plads til at afprøve nye løsninger og lære af erfaringer samt sikre trivsel, kompetenceudvikling og et velfungerende arbejdsmiljø præget af humor og stærke fællesskaber. Samtidig skal du udvikle arbejdsgange og kompetencer i en administration i forandring, hvor nye teknologiske muligheder, herunder AI, omsættes klogt og ansvarligt i den daglige opgaveløsning.

Om Policykontoret

Som kontorchef får du personaleansvar for 10 medarbejdere og 2 studentermedhjælpere og mulighed for at sætte dit præg på et kontor i udvikling. I efteråret 2026 udvides kontoret med nye arbejdsområder inden for governance, compliance, risikohåndtering og tværgående koordinering af ledelsesbeslutninger. Du får en central rolle i at integrere og udvikle de nye områder og skabe sammenhæng på tværs af kontorets opgaver.

Kontorchefen får ansvar for følgende opgaver:

Ledelses- og bestyrelsesbetjening: Understøtte bestyrelsen, direktionen og direktørkredsen med beslutningsoplæg, mødeforberedelse, policynotater og analyser samt kvalitetssikring af materiale, data og processer.

Politisk interessevaretagelse og eksterne relationer: Understøtter dialogen med myndigheder, politikere og interesse- og erhvervsorganisationer.

Strategi, planlægning og opfølgning: Koordinere budget- og handlingsplaner, årsrapportering og strategiopfølgning, herunder udvikling af indikatorer og opfølgning på resultater og impact.

Dagsordensættende arrangementer: Planlægning og understøttelse af direktionens deltagelse i Folkemødet samt tilrettelæggelse af uddannelses- og forskningspolitiske arrangementer, herunder et årligt topmøde.

Governance, compliance og risikostyring: Udvikler og styrker governance, sikrer systematisk opfølgning på beslutninger samt håndtering af compliance og ledelsesrelevante risici.

Øvrige sekretariats- og forvaltningsopgaver: Sekretariatsbetjening af interne og eksterne udvalg og råd, processer vedrørende doktorafhandlinger, forskningsevalueringer, universitetsvalg samt administration og ledelsesbetjening i relation til udvalgte fonde.

Kvalifikationer

Vi søger en samlende leder med politisk tæft, organisatorisk dømmekraft og stærke kommunikative evner. Du har solid erfaring med ledelsesbetjening tæt på topledelsen i en større offentlig eller politisk ledet organisation og kan omsætte komplekse problemstillinger til klare beslutningsgrundlag. Samtidig har du erfaring med politisk interessevaretagelse, myndighedsdialog samt governance, compliance og risikohåndtering, og du skaber resultater gennem tydelig retning, samarbejde og struktur.

DTU tilbyder

Du får en central lederstilling på et internationalt anerkendt universitet med høj faglighed, stærke ambitioner og en væsentlig samfundsopgave. Tæt på DTU’s øverste ledelse og bestyrelse skal du skabe sammenhæng, kvalitet og fremdrift i beslutninger med betydning for universitetets udvikling. Du bliver leder for dygtige og engagerede medarbejdere og får mulighed for at videreudvikle Policykontoret som professionel støtte for rektoratet, direktionen og bestyrelsen samt gode muligheder for egen lederudvikling.

Løn og ansættelsesvilkår

Stillingerne er på 37 timer om ugen og du ansættes som Chefkonsulent med personaleansvar. Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomsten for akademikere i staten.

Forventet tiltrædelsesdato er 1. december 2026 eller snarest muligt. Arbejdsstedet er DTU Lyngby.

Ansøgning og kontakt

Vi skal modtage din ansøgning senest den 17. november 2026 og vi indkalder løbende til samtaler. Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og relevant dokumentation.

Hvis du er nysgerrig efter at vide mere om stillingen, er du velkommen til at ringe til direktør for Afdeling for Policy & Relationer Camilla Mørk på 2246 9201.

Stillingen er organisatorisk placeret i Afdeling for Policy og Relationer og refererer til afdelingens direktør.

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretage open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.

DTU – Til gavn for samfundet siden 1829 DTU er et af Europas førende tekniske eliteuniversiteter. Med forskning og uddannelser i international topklasse skaber vi løsninger på tidens store samfundsmæssige udfordringer og bidrager til at sikre Europas globale førerposition inden for bæredygtig teknologiudvikling. Siden H.C. Ørsted grundlagde DTU for snart 200 år siden, har vores mission været den samme: Vi udvikler og nyttiggør naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. DTU har 13.800 studerende, 1.600 ph.d.-studerende og 6.500 ansatte. Vi arbejder i et internationalt miljø og har en inkluderende, udviklende og uformel arbejdskultur. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.

Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.