Ergoterapeut til Hvedevangen
Odense Kommune
Ergoterapeut til Hvedevangen i Tornhuset
Er du optaget af at styrke menneskers muligheder for at mestre deres eget liv? Trives du med at bringe din ergoterapeutiske faglighed i spil i hverdagen og i tæt samarbejde med kollegaer? Så er det måske dig, vi søger til en fast stilling på 30-37 timer ugentligt på Hvedevangen med ansættelse pr. 1. januar 2027.
Hvad indebærer arbejdet?
På Hvedevangen arbejder vi med at skabe de bedst mulige rammer for, at borgerne kan leve et liv med størst mulig selvstændighed, trivsel og livskvalitet.
Hverdagen tager altid udgangspunkt i den enkelte borgers ressourcer, ønsker og aktuelle behov. Mange af vores borgere er i dagbeskæftigelse, både i kommunale tilbud og private virksomheder, og vi støtter dem i at fastholde struktur, overblik og rutiner i hverdagen.
Som ergoterapeut bringer du din faglighed i spil i både den daglige pædagogiske praksis og det tværfaglige samarbejde. Du vil bl.a. arbejde med:
ADL og hverdagsmestring
aktivitetstilpasning
sanseprofiler og sensoriske strategier
struktur og kompenserende redskaber
ergoterapeutiske observationer og vurderinger
deltagelse og meningsfulde aktiviteter i hverdagen
En stor del af opgaven handler om at omsætte din faglige viden til konkrete løsninger, som giver mening for den enkelte borger og kan anvendes af hele medarbejdergruppen.
Derudover forventer vi, at du bidrager til dokumentation, faglig refleksion og udvikling af vores praksis, så vi sammen skaber de bedst mulige indsatser for borgerne.
Hvem er vi?
Hvedevangen er et §107-botilbud og en del af Tornhuset, som er Odense Kommunes specialiserede autismetilbud.
Her bor 8 voksne mennesker med autisme. Flere har ligeledes betydelig nedsat funktionsevne og psykiatriske problemstillinger som angst og OCD. Det kræver høj faglighed, tydelig kommunikation og evnen til at tilpasse sin indsats til den enkelte.
Vi arbejder ud fra en autismefaglig forståelse, hvor struktur, forudsigelighed og individuelle hensyn er afgørende for borgernes trivsel og mulighed for deltagelse. Vores faglige fundament bygger blandt andet på LA2, ASK, ETIKOS og en autismepædagogisk tilgang.
Vi er en medarbejdergruppe bestående af socialpædagoger, en social- og sundhedsassistent, faglig koordinator og planlægger. Fælles for os er, at vi prioriterer faglighed, nysgerrighed og samarbejde højt.
Hos os er du ansat til to lige vigtige opgaver: faglighed og samarbejde.
Vi forventer, at du bidrager med din ergoterapeutiske viden og dine perspektiver, men også at du tager medansvar for arbejdsfællesskabet. Vi tror på, at de bedste løsninger skabes, når forskellige fagligheder bringes i spil med respekt for hinanden og kerneopgaven.
Det kan du forvente hos os
På Hvedevangen bliver du en del af en arbejdsplads, hvor faglighed, samarbejde og stabilitet går hånd i hånd. Vi ved, at kvaliteten af indsatsen afhænger af, at medarbejderne har de rette rammer for at lykkes.
Derfor tilbyder vi:
et specialiseret autismefagligt miljø med fokus på udvikling og kvalitet
løbende supervision og faglig sparring
en faglig koordinator, der understøtter retning og kvalitet i indsatserne
et grundigt introforløb, så du kommer godt ind i opgaven
en planlægger, der skaber gennemsigtighed og stabile rammer i vagtplanen
kollegaer, der hjælper hinanden og bidrager aktivt til fællesskabet
en hverdag, hvor der er plads til refleksion, humor og forskellige perspektiver
Vi forestiller os, at du:
er nysgerrig på mennesker og deres forskellige forudsætninger
kan omsætte din faglige viden til løsninger, der giver mening i borgernes hverdag
tager ansvar for dine opgaver og følger dem til dørs
arbejder selvstændigt, men naturligt søger samarbejdet med kollegaer
kan bevare overblikket og skabe struktur, også når hverdagen ændrer retning
tør stille spørgsmål, udfordre fagligt og bidrage med egne perspektiver
har lyst til at arbejde inden for autismeområdet
har kørekort
Praktisk
Stillingen er på 30-37 timer ugentligt.
Arbejdstiden er placeret i skiftende dag- og aftenvagter, arbejde hver 2. weekend samt rådighedsvagter cirka én gang ugentligt.
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation. Det forventede lønniveau oplyses inden en eventuel samtale.
Ansættelsesstart: 1. januar 2027
Ansøgningsfrist: 17. november 2026
Samtaler forventes afholdt: 19. november 2026
Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål eller gerne vil høre mere om hverdagen på Hvedevangen.
Ass. Rehabiliteringsleder Tina Skovgård Hansen
Tlf. 21 58 77 10
tish@odense.dk
Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.