Operativ medietekniker i Nationalt Kriminalteknisk Center
Politiet
Har du erfaring med foto, video eller medieteknik og lyst til at bruge dine kompetencer i politiets kriminaltekniske arbejde? Som operativ medietekniker i Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) får du en varieret hverdag, hvor du arbejder med ny teknologi og dokumentation af gerningssteder i sager om alvorlig kriminalitet.
Din nye hverdag Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) er politiets nationale specialistenhed inden for kriminalteknik. Vi understøtter politikredsene med kriminaltekniske undersøgelser, analyser, dokumentation og rådgivning i sager, hvor der er behov for særlige metoder, kompetencer eller udstyr.
Du bliver en del af Mediegruppen i Gerningsstedsafdelingen, som arbejder sammen om at dokumentere gerningssteder ved hjælp af blandt andet foto, video, droner og 3D-scanning. Vi løser opgaver i hele Danmark, samt i Grønland og på Færøerne i tæt samarbejde med politikredsenes efterforskere, eksterne samarbejdspartnere og NKC’s øvrige specialister.
Som operativ medietekniker arbejder du tæt sammen med de øvrige gerningsstedsteknikere i sager om alvorlig kriminalitet. Din hverdag veksler mellem opgaver ude på gerningsstederne og efterbehandling af optagelser, hvor du udarbejder digitale modeller, præsentationer og rekonstruktioner.
Dine opgaver omfatter blandt andet at:
dokumentere gerningssteder ved hjælp af droneoptagelser, 3D scanning og 360°-optagelser
arbejde med fotogrammetri til udarbejdelse af 2D- og 3D-modeller samt 3D Gaussian Splatting
efterbehandle foto- og videooptagelser samt udarbejde videorekonstruktioner
bistå med fotodokumentation i forbindelse med ligsyn og obduktioner
undervise medarbejdere i NKC og udvalgte medarbejdere i politikredsene i blandt andet fototeori og gerningsstedsfotografering.
Vi anvender blandt andet Adobe Premiere Pro, Pix4D, 3DVista og Faro-software. Du får den nødvendige oplæring i de specialiserede programmer og teknologier, du skal bruge i jobbet.
Arbejdet kan bringe dig tæt på alvorlige og voldsomme hændelser, og du kan blive udsat for synsindtryk og situationer, der er følelsesmæssigt belastende. Vi opfordrer dig derfor til at tage dette med i dine overvejelser, før du søger stillingen.
Dine opgaver vil som udgangspunkt være i Østdanmark, men du skal også forvente rejseaktivitet til andre dele af landet og i mindre omfang til Færøerne og Grønland. Der kan desuden forekomme tjenesterejser til udlandet i forbindelse med uddannelse og seminarer.
Din normale arbejdstid ligger i dagtimerne med mulighed for flekstid. Du skal dog være indstillet på lejlighedsvist overarbejde og tilkald på alle tider af døgnet, også i weekender og på helligdage.
Hos os bliver du del af et engageret og uformelt fagligt miljø, hvor vi kombinerer vores forskellige kompetencer og samarbejder tæt om opgaverne. Vi lægger vægt på trivsel, et godt arbejdsmiljø og løbende faglig udvikling og tilbyder relevante kurser og uddannelsesmuligheder.
Vores nye kollega Du har måske en fototeknisk uddannelse, men det er ikke afgørende. Vi lægger større vægt på din praktiske erfaring med foto-, video- eller medieteknisk arbejde, din motivation for at arbejde med kriminalteknisk dokumentation og din lyst til at lære nye teknologier og metoder.
Det er en fordel hvis du har erfaring med Adobe-pakken, særligt inden for billed- og videobehandling. Kendskab til 3D-visualisering, 3D-scanning eller programmer som Pix4D, 3DVista og Faro-software er også en fordel, men ikke et krav.
Har du erfaring med droner eller har allerede et dronecertifikat, er det en fordel, men heller ikke et krav. Du vil få den nødvendige uddannelse som dronefjernpilot og skal bestå den tilhørende certificering, da den er en forudsætning for fortsat ansættelse.
Du skal desuden kunne begå dig på engelsk i skrift og tale, da en del af den specialiserede software og undervisningen er på engelsk.
Vi lægger vægt på, at du arbejder struktureret, er omhyggelig med detaljerne og kan overholde deadlines, også når opgaverne haster. Kvalitet og præcision er afgørende for den kriminaltekniske dokumentation og den videre efterforskning.
Samtidig er du nysgerrig og nytænkende og bidrager gerne med idéer til nye metoder og teknologier. Du arbejder selvstændigt og tager ansvar for dine opgaver, men sætter også pris på at samarbejde og dele viden med kolleger med forskellige faglige kompetencer.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du har kørekort til kategori B.
Løn og ansættelsesvilkår Du ansættes i henhold til organisationsaftale for fagfotografer, helseassistenter og laboratoriemestre ved Dansk Dekommissionering mv. samt OAO-S-fællesoverenskomst. Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Hvis du er kontortjenestemand i politiet, kan du bevare denne ansættelsesform.
Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet med adresse på Ejby Industrivej 125-135, 2600 Glostrup.
Din gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er 37 timer inkl. betalt frokostpause. Vores normale åbningstid er mandag-onsdag kl. 8-16, torsdag kl. 8-15 og fredag kl. 8-14, men vi tilbyder flekstid og mulighed for i høj grad selv at tilrettelægge din arbejdstid. Arbejdet foregår primært på arbejdspladsen, men der kan aftales hjemmearbejde i begrænset omfang ved behov for selvstudium eller andre fordybelsesaktioner.
Politiet ønsker at understøtte og fremme medarbejdernes fysiske sundhed. Derfor har vi røg- og nikotinfri arbejdstid. Vi har en fælles kantine, der tilbyder morgenmad og frokostbuffet med salatbar og et bredt udvalg af sunde retter. Vi har en idrætsforening, vores eget fitnesscenter og en aktiv personaleforening.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele dit ansættelsesforhold.
Den forventede ansættelsesdato 1. maj 2027 eller så snart du er blevet sikkerhedsgodkendt.
Vi forventer at afholde 1. samtaler i starten af uge 49.
Kontakt og ansøgning Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte politikommissær, Aaron Newman på tlf. 9350-0964 eller Povl Holstein på tlf. 2133-0928. Hvis du har spørgsmål til vores ansættelsesforhold, kan du kontakte rekrutteringskonsulent Rikke Vishart på 2114-3628.
Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din relevante grunduddannelse.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
National enhed for Særlig Kriminalitet som arbejdsplads I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bliver du en del af en landsdækkende specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: at beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. Det er en særlig opgave.
Vi efterforsker og strafforfølger komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter vi også politikredsene i hele Rigsfællesskabet med vores særlige ekspertise i kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
Når du træder ind ad døren i NSK, møder du politifolk, anklagere, analytikere, teknikere, it-specialister, administrative og mange andre fagligheder. Vi er mange – og vi er forskellige. Du får godt 1.200 dedikerede kolleger, der trods forskelligheder har det til fælles, at vi alle bidrager med hver vores særlige styrke og dybe faglighed.
Kriminaliteten udvikler sig hele tiden, og det samme gør kravene til os. Derfor prioriterer vi faglig udvikling, vidensdeling og samarbejde højt.
I NSK finder vi stor mening i vores arbejde, fordi vores opgaver har et klart og vigtigt formål. Det, vi gør, bidrager direkte til at beskytte samfundet og styrke retssikkerheden. Det er et særligt ansvar. Det er derfor, vi arbejder i NSK.
Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.