Se alle job

Afdelingsleder til de specialiserede botilbud Jens Warmings Vej og Skolegade

Københavns Kommune

Vil du stå i spidsen for to specialiserede botilbud for unge og voksne med autisme? Og kan du se dig selv som en nærværende leder, der bevæger sig mellem to adresser og to forskellige tilbud?

Så er det måske dig, vi søger som afdelingsleder for Jens Warmings Vej og Skolegade.

Du får en alsidig lederopgave, hvor du både skal sikre stabil drift, høj faglig kvalitet og en tydelig retning og samtidig være tæt på medarbejdere og borgere på begge tilbud.

Om Jens Warmings Vej

Jens Warmings Vej på Amager er et midlertidigt § 107-botilbud for 13 borgere i alderen 18-35 år med autisme. Tilbuddet har fokus på udvikling og vedligeholdelse af borgernes kompetencer gennem et struktureret træningsforløb med målet om på sigt at kunne bo mere selvstændigt med eller uden støtte. Der arbejdes blandt andet med tydelige faser, indsatsmål, relationer og et tæt samarbejde med borgerne og deres pårørende.

Om Skolegade

Skolegade i Valby er et bofællesskab for 14 borgere i alderen 32-61 år med autisme. Her er fokus på at skabe en meningsfuld og overskuelig hverdag, der understøtter borgernes selvstændighed og medbestemmelse. Tilbuddet har specialiseret viden om autismespektrumforstyrrelser og lægger vægt på faglig udvikling, sociale fællesskaber og et tæt samarbejde med de pårørende.

En alsidig lederopgave på to adresser

Du bliver leder for to veletablerede tilbud med hver deres historie, medarbejdere, borgere og hverdag. Det betyder, at du ikke kommer til et tomt lærred. Du skal bygge videre på det, der fungerer, skabe kontinuitet og samtidig have blik for, hvor der er behov for udvikling og en ny retning. Det er derfor vigtigt, at du har lyst til en lederrolle, hvor du er fysisk til stede. Du skal kunne se værdien i at være tæt på praksis, medarbejderne og borgerne. Du får dermed en lederstilling med variation i hverdagen, hvor du både skal kunne løfte blikket og arbejde strategisk og samtidig være tæt på den daglige drift.

Dine vigtigste opgaver bliver at

lede medarbejdergrupperne og skabe tydelig retning, trivsel, engagement og faglig udvikling

være en nærværende og synlig leder og har blik for de forskellige behov og kulturer

sikre stabil drift, herunder vagtplanlægning, ressourcestyring, prioritering og opfølgning

sikre høj faglig kvalitet og understøtte, at pædagogiske metoder og faglige tilgange omsættes til praksis

følge op på arbejdsgange, dokumentation, mål og kvalitetsstandarder

skabe sammenhæng og samarbejde på tværs af de to tilbud og samtidig respektere deres forskellige målgrupper og opgaver

samarbejde med interne og eksterne parter, herunder myndighed, psykiatri, jobcentre og pårørende

Dit ledelsesfællesskab

Du får dit eget ledelsesansvar, men du står ikke alene. Jens Warmings Vej og Skolegade er forankret i organisationen NORA, som består af fem botilbud i alt. Du bliver en del af et tværgående ledelsesfællesskab med andre afdelingsledere og en tilbudsleder, hvor der er mulighed for sparring, fælles refleksion og samarbejde om både drift og udvikling.

På de to tilbud arbejder vi blandt andet med neuropædagogik, Low Arousal, KRAP (kognitiv, ressourcefokuseret og anerkendende praksis), borgerinddragelse og recoveryorienterede tilgange.

Vi søger en leder, der

har ledelseserfaring og gerne erfaring fra autisme- og/eller socialområdet – erfaring eller kendskab til psykiatrien er en klar fordel

har en lederuddannelse eller ønske om at få en

kan omsætte faglighed og metoder til praksis og sætte retning, følge op og skabe kvalitet i det daglige arbejde

er tydelig, nærværende og relationelt stærk og kan skabe følgeskab, engagement og trivsel

har blik for både mennesker, drift og kvalitet og arbejder struktureret med aftaler, mål og opfølgning

kan stå roligt og tydeligt i en organisation med eksisterende kulturer og samtidig være nysgerrig på, hvad der kan udvikles og forbedres

kommunikerer klart og inspirerende og kan skabe gode relationer til både medarbejdere, borgere, pårørende og samarbejdspartnere

Vi tilbyder

en spændende og alsidig lederstilling med ansvar for to forskellige, specialiserede tilbud

mulighed for at sætte retning og udvikle faglighed, kultur og samarbejde

tæt sparring med tilbudsleder og ledelseskolleger

et fagligt miljø med høje ambitioner og fokus på udvikling

lederudvikling og kompetenceudvikling

et stærkt tværfagligt samarbejde

en meningsfuld lederrolle med stor betydning for både borgere og medarbejdere.

Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Stillingen er på 37 timer ugentligt. Tiltrædelse er den 1. januar 2027. Vi indhenter relevante referencer og straffeattest som led i ansættelsesprocessen.

Vil du være vores nye afdelingsleder?

Hvis du kan se dig selv i en lederrolle, hvor du både skal skabe stabilitet, udvikling og faglig retning – og hvor du har lyst til at være en synlig leder på både Jens Warmings Vej og Skolegade – så hører vi meget gerne fra dig. Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Malene T. Nordskov Thomasen på 21 84 82 83.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Søg via linket senest onsdag den 18. november 2026

Vi holder samtaler afholdes fredag den 20. november og mandag den 23. november 2026. Der indgår personlighedstest og case, hvis du går videre til 2. samtale.

Arbejdstid: Fuldtid

Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.