Regionsdirektør til Region Syddanmark
Region Syddanmark
Er du en strategisk stærk topleder med lyst og evne til at stå i spidsen for 1,2 mio. borgeres sundhedsvæsen og en af Danmarks største offentlige organisationer? Vil du spille en nøglerolle i at omsætte sundhedsreformen til mærkbare forbedringer for patienter og borgere? Kan du forene sikker drift og solid økonomistyring med nytænkning, udvikling og stærke samarbejder? Så er du muligvis Region Syddanmarks nye regionsdirektør.
Opgaven
Regionsdirektøren har det overordnede administrative ansvar for Region Syddanmark og leder organisationen i tæt samspil med regionsrådsformanden, regionsrådet og den øvrige koncernledelse.
Som ny regionsdirektør får du til opgave at drive en velfungerende region videre og sikre den langsigtede strategiske udvikling med afsæt i en styringsform, hvor tydelig retning og fælles rammer går hånd i hånd med et stort lokalt råderum og ansvar tæt på driften. Der er samtidig gode muligheder for at sætte dit præg på organisationens udvikling i de kommende år.
Der er et godt fundament i form af en solid økonomi, velfungerende processer, høj faglighed og gode samarbejdsrelationer på alle niveauer i organisationen.
Du skal fastholde en sikker styring og stabil drift, samtidig med at du sikrer udvikling og nytænkning, herunder at regionen udnytter potentialet i forskning, innovation, kunstig intelligens og nye digitale løsninger til løbende at udvikle kvaliteten, sammenhængen og tilgængeligheden i patientbehandlingen.
Du bliver strategisk rådgiver for regionsrådsformanden og regionsrådet og skal sikre en professionel politisk betjening med fokus på politisk råderum, et tillidsfuldt samspil med organisationen og omsætning af politiske beslutninger til resultater.
En helt central opgave bliver at stå i spidsen for at fortsætte arbejdet med sundhedsreformens gennemførelse med fokus på at skabe et mere nært, lige og sammenhængende sundhedsvæsen. I 2027 skal den nye struktur omsættes til praksis, og sundhedsrådene skal udvikle nærsundhedsplaner og nye samarbejdsformer med kommuner og almen praksis, ligesom der venter et stort transformationsarbejde på sygehusene. En anden vigtig opgave bliver at sikre den fortsatte styrkelse af psykiatrien, herunder realisering af Psykiatriplan 2026–2032.
Samtidig med de store udviklingsdagsordener på sundhedsområdet skal den daglige drift fastholdes med høj kvalitet, korte ventetider og stærk patientsikkerhed.
Sammen med den øvrige koncernledelse skal du derudover sikre fokus på regionens øvrige vigtige opgaver på det specialiserede socialområde og inden for bl.a. kollektiv trafik, miljø og uddannelse.
Hertil kommer opgaven med at fastholde høj trivsel og et godt arbejdsmiljø i hele organisationen og videreudvikle Region Syddanmark som en god og attraktiv arbejdsplads.
Personen
Region Syddanmark søger en strategisk stærk topleder med indgående kendskab til sundhedsvæsenets rammer og aktører og betydelig ledelseserfaring på strategisk niveau fra en stor, kompleks, politisk ledet organisation. Du har erfaring med politisk rådgivning, politisk tæft og sikker dømmekraft.
Du er en holdspiller, der sammen med den politiske ledelse, koncerndirektionen, ledere og medarbejdere på tværs af organisationen kan skabe fælles retning og resultater til gavn for patienter og borgere.
Som leder er du synlig og troværdig, nysgerrig og god til at se udviklingsmuligheder. Du kommunikerer klart og opbygger stærke, tillidsfulde relationer internt og eksternt.
Du har stærke styringsmæssige kompetencer, så regionen fastholder en stabil kurs og en solid økonomi og har samtidig mod og handlekraft til at udfordre det bestående og gribe nye muligheder.
Hvis du vil vide mere
Du kan læse mere om stillingen og krav og forventninger til kandidater i den uddybende job- og personprofil. Link: Job- og personprofil, Regionsdirektør Region Syddanmark
Hvis du har spørgsmål om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte:
Bo Libergren, regionsrådsformand, tlf. 2920 1800
Kurt Espersen, koncerndirektør, tlf. 2167 9021
Jørgen Bjelskou, koncerndirektør, tlf. 3036 7910
Tina Overgaard, partner i Genitor, tlf. 3141 0582
Iben Munck Adamsen, associeret partner i Genitor, tlf. 2291 2006
Ansøgningsfristen er tirsdag den 24. november 2026.
Tiltrædelse er den 1. marts 2027 eller efter nærmere aftale.
Vilkår
I henhold til ”Aftale for chefer” indgået mellem RLTN og DJØF m.fl.
Der tilbydes kontraktansættelse.
Du får oplyst grundløn, centralt fastsatte tillæg og pension via følgende link: Aftale for Chefer - 22.02.1 - løn pr. 1.10.2026. Ud over det kan lønnen indeholde eventuelt forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer.
Arbejdstid: Fuldtid
Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.