Ergoterapeut til delt stilling
Region Syddanmark
Basisergoterapeut og klinisk underviser
Vi søger en engageret ergoterapeut til en fast delt stilling på 37 timer ugentligt, hvor du kombinerer arbejdet som basisergoterapeut med funktionen som klinisk underviser for ergoterapeutstuderende.
Tiltrædelse ønskes den 1. januar 2027.
Har du lyst til både at arbejde tæt på patienterne og være med til at udvikle fremtidens ergoterapeuter?
Hos os får du en alsidig hverdag, hvor du bringer din ergoterapeutiske faglighed i spil i det geriatriske patientforløb og samtidig understøtter de studerendes faglige og personlige udvikling.
Du bliver en del af Geriatrisk Afdeling på OUH Svendborg Sygehus og indgår i et tæt tværfagligt samarbejde med blandt andre læger, plejepersonale, fysioterapeuter, diætister og øvrige samarbejdspartnere. Arbejdet foregår primært på hverdage. Der indgår weekendvagter hver femte uge samt helligdagsvagter efter et rul.
En delt stilling med to faglige funktioner
Stillingen kombinerer basisergoterapeutiske opgaver med klinisk undervisning. Den konkrete fordeling mellem de to funktioner aftales nærmere, så der er tydelige rammer for både patientarbejdet og opgaven med at vejlede og undervise studerende.
Som basisergoterapeut
Du vil blandt andet arbejde med:
Ergoterapeutisk udredning og vurdering af patientens funktionsniveau, herunder ADL-observation.
Vurdering af behov for hjælpemidler samt udlån og indstilling af hjælpemidler under indlæggelsen.
Dysfagi vurderinger og vejledning om kost konsistenser, siddestilling m.v.
Kognitive vurderinger, herunder Basic og GDS.
Måling af blodtryk, puls, Ortostatisk blodtryk og vægt.
Udarbejdelse af genoptræningsplaner (GGOP).
Kontakt og koordinering med patient, pårørende og primær sektor.
Deltagelse i afdelingens faste møder, undervisning, ad hoc-udvalg og arbejdsgrupper.
Som klinisk underviser
Du vil blandt andet have ansvar for at:
Facilitere og udvikle ergoterapeutstuderendes kliniske undervisning i forbindelse med patientforløb.
Skabe et trygt læringsmiljø, der understøtter de studerendes faglige og personlige trivsel.
Afholde samtaler om trivsel, læringsmål, forventninger og faglig progression.
Håndtere individuelle forløb og gruppeprocesser, herunder støtte studerende, der har brug for særlig vejledning.
Planlægge og afvikle eksamener og evalueringer.
Koordinere undervisning på tværs af afdelinger og medvirke ved forløb for udenlandske studerende.
Introducere de studerende til ergoterapeutiske kerneopgaver, afdelingens organisering og det tværprofessionelle og tværsektorielle samarbejde.
Du bliver desuden tilknyttet Kompetencecenter for Rehabilitering (KCR), hvor der samarbejdes om den tværgående koordinering af klinisk undervisning og kontakten til uddannelsesinstitutionerne.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du:
Har erhvervserfaring som ergoterapeut.
Har en klinisk vejlederuddannelse eller er indstillet på at tage uddannelsen inden for nærmeste fremtid.
Har interesse for geriatri og kendskab til arbejdet på et sygehus.
Har erfaring med eller solide kompetencer inden for ADL-vurderinger og dysfagi vurderinger.
Kan prioritere og bevare overblikket i en omskiftelig hverdag med både patientnære og pædagogiske opgaver.
Er engageret, ansvarlig, fleksibel og fagligt nysgerrig.
Har lyst til at vejlede studerende og bidrage til et godt, inkluderende læringsmiljø.
Trives i et tæt tværfagligt samarbejde og kan formidle din faglighed til patienter, kolleger og studerende.
Vi tilbyder
En fast og alsidig stilling, hvor du kan kombinere patientnær ergoterapi med klinisk undervisning.
Mulighed for at præge og udvikle undervisningen af ergoterapeutstuderende.
Et engageret tværfagligt miljø med fokus på faglig kvalitet og gode patientforløb.
Samarbejde med andre kliniske undervisere og uddannelsesinstitutioner.
Løn- og ansættelsesforhold
Stillingen er på 37 timer ugentligt.
Tiltrædelse ønskes den 1. januar 2027 eller snarest muligt.
Aflønning sker i henhold til overenskomst med ETF, og stillingen er omfattet af lokal løndannelse. Derfor er fyldestgørende CV vigtigt.
Regionen er forpligtet til at oplyse dig om startlønnen for stillingen. Du får oplyst grundløn, centralt fastsatte tillæg og pension i 33.21.1
Udover startlønnen, kan lønnen indeholde eventuelt forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer.
Se startløn for stillinger i Region Syddanmark
Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte:
Lenette Hummelgaard, oversygeplejerske/leder for terapeuter, telefon 24 45 91 34.
Pernille Lykke Høyer, tillidsrepræsentant for ergoterapeuterne, telefon 29 27 70 27.
Ansøgning
Ansøgningsfrist: 22. november 2026
Samtaler forventes afholdt den 24. november 2026.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Arbejdstid: 37
Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.