Overlæge til abdominal teamet SUH Køge
Region Sjælland
Vores afdeling vokser, og vi søger en engageret overlæge til vores abdominalteam, en radiolog med brede kompetencer indenfor abdominal CT og MR, samt gerne UL. Vi tilbyder et spændende og alsidigt job som overlæge i vores abdominalteam her i Køge. Vi er i gang med at etablere et abdo-uro team på tværs af Køge/Roskilde matriklerne, hvor vi allerede nu arbejder tæt sammen med vores seks uroradiologer fra Roskilde. Flere i teamet arbejder på begge matrikler. Vi er desuden i gang med at etablere et thorax-onko team og neuro-MSK team, begge lige nu fordelt i både Roskilde og Køge. Vi flytter alle til nye lokaler her i Køge i januar 2028, og vi er i gang med indkøb af nye CT og MR skannere, så vi samlet har 12 MR skannere, 9 CT skannere (inkl 3 PCCT) og 6 UL skannere i 2028. Vi søger en overlæge, der vil være med til at bidrage til denne spændende udvikling. Vores abdominalteam består lige nu af fem overlæger og to speciallæger, samt tre nye speciallæger i starten af 2027. Vi afholder kirurgisk konference alle hverdage, samt intensiv konference. Vi holder kolorektal og IBD MDT konferencer hhv to og en gang hver uge. Vi varetager abdominal MR for Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi har et rigtig godt uddannelsesmiljø for vores intro- og HU læger, hvilket du naturligvis også skal bidrage til. Vi hjælper og sparer med hinanden, både speciallæger og overlæger. Overlægerne er delvist subspecialiserede, men alle er med til at varetage både akutte og elektive opgaver i vores abdo-team. Samt ikke mindst supervision. Vi vægter fleksibilitet og evne til samarbejde højt. SUH Køge er et hus i udvikling og konstante ændringer. Primo oktober i år flyttede de onkologiske og hæmatologiske afdelinger fra Roskilde og Næstved her til Køge. Og i januar 2028 flytter flere afdelinger fra Roskilde og Næstved til Køge, bl.a. urologisk, gynækologisk, kardiologisk og neurologisk. Vi har et døgndækkende vagtlag med tilstedeværelse i Køge, de dækker akutarbejdet for Køge og Roskilde, fraset trombolyse mm. I vores vagtlag indgår HU-læger, speciallæger og en enkelt overlæge. Som udgangspunkt er stillingen uden denne type tilstedeværelsesvagt, men det kan aftales efter behov. Flere af vores HU-læger har en bagvagt, der varetages fra hjemmet af speciallæger og overlæger, denne vagttype vil du typisk skulle deltage i. Du vil være ansat på SUH med primære arbejdssted i Køge. Vores afdeling blev i januar 2022 lagt sammen med de øvrige radiologiske afdelinger i Region Sjælland med fælles ledelse. Vi har siden da fået fælles CT og MR protokoller i hele regionen. Håber ovenstående lyder spændende. Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst og ansættelsesstart efter aftale. Ansøgningen foretrækkes udfærdiget i henhold til Sundhedsstyrelsens beskrivelse af de 7 lægeroller.
Arbejdstid: Fuld tid
Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.