Se alle job

Sognefoged på Orø

Politiet

Midt- og Vestsjællands Politi søger en ny sognefoged på Orø, med tiltrædelse 1/1/2027 eller snarest derefter.

Funktionen som sognefoged har gennem mange år været en vigtig del af det lokale samarbejde mellem politiet og øens borgere.

Som sognefoged er man politiets lokale kontaktperson. Opgaven består blandt andet i at have kontakt til den lokale nærbetjent og at være behjælpelig ved mindre politilignende opgaver. Det kan eksempelvis være ved mindre færdselsuheld, nabostridigheder, bekymringer om syge eller hjælpeløse personer eller andre situationer, hvor politiet vurderer, at sognefogeden kan bidrage lokalt. Opgaverne løses altid i dialog med politiet, og det vil fortsat være politiet, der vurderer, hvordan en konkret situation skal håndteres.

Orø er en rolig ø med ca. 1.000 faste indbyggere og ca. 1.200 sommerhuse. Da politiets responstid naturligt kan være længere på en ø, har sognefogeden en yderst vigtig lokal funktion.

Vi søger en person, der: • har bopæl på Orø • har en ren straffeattest • har en naturlig respekt om sig • har et roligt gemyt og en god situationsfornemmelse • kan tale med mange forskellige mennesker • kan samarbejde tæt med politiet og den lokale nærbetjent • kan være en lokal kontaktperson ved mindre konflikter, bekymringer eller praktiske politiopgaver

Sognefogeden udfører opgaverne i egen bil og i civilt tøj. Der vil være løbende kontakt til den lokale nærbetjent, og der vil være mulighed for sparring med politiet efter behov.

Arbejdsomfanget varierer, men vurderes aktuelt til ca. 5-10 timer om måneden.

Du aflønnes med et fast beløb, der pt. udgør 11.841 kr. pr. år. Beløbet udbetales månedsligt, hvilket giver et vederlag på med 986 kr. pr. måned. Vederlaget er ikke pensionsgivende.

Derudover ydes telefongodtgørelse efter gældende regler, medmindre der stilles tjenestemobil til rådighed.

Der ydes vederlag for funktionen efter de til enhver tid gældende regler for sognefogeder.

Har du lyst til at bidrage til trygheden og fællesskabet på Orø, og kan du se dig selv i rollen som politiets lokale samarbejdspartner, hører vi gerne fra dig.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse gennem hele ansættelsen.

Kontakt og ansøgning Har du spørgsmål til stillingen kan du rette henvendelse til politikommissær for nærpolitiet i Holbæk, Kim Danlev Eriksen, tlf. 6197-5684 eller mail: ker011@politi.dk

Ved ansøgning bedes du fremsende CV, ansøgning samt andre relevante bilag

Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Ansøgningsfrist: 13. november 2026

Ansøgningsmulighederne vises, når siden er indlæst.